Nyhed

Ugly Kid Joe til Danmark

Den karismatiske forsanger Whitfield Crane er endnu en gang klar til at fyre den af på dansk grund.

Den 1., 2. og 3. juni 2017 afvikles Esbjerg Rock Festival i Vognsbølparken, Esbjerg, og et af navnene på plakaten er den californiske hardrock-gruppe Ugly Kid Joe.

I starten af 90'erne var Ugly Kid Joe et af de varmeste rocknavne på den amerikanske musikscene med deres blanding af hardrock, funk og rap. Gruppen blev dannet i 1989 og var tre år senere klar med debutalbummet "America's Least Wanted". De brød igennem med hittet "Everything About You", som fik en tredjeplads på Billboard Top 100 Singles Chart og blev liggende på hitlisten i 20 uger. Fra debutalbummet udkom også den flotte coverudgave af Harry Chapins "Cat's In The Cradle", som ligeledes blev en succes.

I 1997 gik Ugly Kid Joe i opløsning, men blev gendannet i 2010 og har siden haft travlt med både indspilninger og koncerter. Deres fjerde og seneste album "Uglier Than They Used ta Be" udkom i 2015, og i oktober gæstede gruppen Amager Bio, hvor GAFFAs anmelder Simon Nielsen kvitterede med fire stjerner og blandt andte skrev:


"Når det kommer til stykket, er Ugly Kid Joe ret let tilgængelige. De kan få ethvert heavyhoved til at vise sine horn og punkerne til at danse i eufori, hvilket forklarer det engagement, publikum havde taget med." Læs hele anmeldelsen her.

Med masser af rock i bagagen og en god portion humor vil Ugly Kid Joe give publikum en underholdende oplevelse på Esbjerg Rock Festival 2017.


ANNONCE