Boks-guf for Springsteen-fans: The River hyldet med stærke ekstra-tracks, blændende koncert-film m.v.
I anledning af Bruce Springsteens netop annoncerede koncert i Parken 22. juni, hvor han blandt andet spiller hele albummet "The River", "genudsender" vi denne anmeldelse fra december 2015.
I 1979 afleverede Bruce Springsteen et færdigt album, The Ties That Bind med ti sange til sit pladeselskab Columbia – fortrød kort efter og gik så i studiet igen med The E-Street Band i et års tid, før han udsendte et dobbelt-album med 20 numre og med titlen The River.
Det er 35 år siden nu og markeres med et ekstravagant bokssæt, med 4 cd'er, to koncert-dvd'er, doku-dvd, coffeetable-bog og teksthæfte for at beskrive den kunstnerisk krævende – og arbejdsgale – proces, Springsteen kastede sig ud i dengang.
I forvejen var Springsteen dengang kendt for ekstrem grundighed og mange optagelser. Tænk bare på stærke The Promise, dobbelt-cd'en der udkom i 2010 med overskudsmateriale fra Darkness on the Edge of Town, forgængeren til The River. Men fordi Springsteen mente, at The Ties That Bind manglede en endnu bedre, bredere og grundigere beskrivelse af menneskelige relationer – hvad der får dem til at lykkes og ikke – samt en langt mere direkte afspejling af E-Street Bands live-format – måtte gruppen i studiet igen.
95 numre blev det til, før Springsteen havde fundet de 20, han foretrak til The River. Albummet er selvfølgelig med her – i remastered form. Men hvis man som denne anmelder synes, at The Rivers beskrivelse af amerikanske hverdagsskæbner hører til Springsteens allerbedste i peakperioden fra 1975's Born To Run til 1982's Nebraska – tager man med glæde imod denne betragtelige udvidelse.
Det kasserede album
Det kasserede album The Ties That Bind er med i sin helhed. Inklusive tre udeladelser fra den endelige The River: Cindy, en bittersød popsang om pigen, der ikke gider fortælleren, har ikke været ude før. Mens up-temporockeren Be True om den håbefulde fyr og parforholdsopgøret i flotte Loose Ends begge var med på Tracks-boksen fra 1998. Men læg dertil Stolen Car med mere direkte tekst, delikat harmonikaspil og mere rytmik end den vægtløse udgave på The River, samt You Can Look (But You Better Not Touch) i en ekko-rockabilly-version i stedet for den kendte garage-udgave – ja, så har man et selvstændigt album, der står på egne ben. Ikke så rundt og fuldkommen som The River, selvfølgelig. Nok mere en slags fortsættelse af Darkness' opgør og tvivl. Men bestemt et selvstændigt liv værd.
Og det sidste er jo lakmus-testen: The Promise fra 2010 står stadig flot. Og det kommer både The Ties That Bind og The River Outtakes såmænd også til.
22 outtakes – 11 uudgivne
River Outtakes' 22 numre er delt op i to kapitler. 11 hidtil uudgivne sange – og 11 som har været ude i forskellige sammenhænge før, mest på førnævnte Tracks. Men alle indspillet i samme arbejdsraseri-periode og derfor helt naturligt samlet her, hvor de fortjent får langt bedre fokus.
Af de 11 "nye" fungerer åbningsnummeret, den store samlende band-rocker Meet me In The City flot – også selv om Springsteen har lagt ny vokal på oven i den gamle, ligesom han gjorde et par steder på The Promise: For drivkraften til at sige farvel til skod-tilværelsen lagt sammen med endnu en af de store, brede Clarence Clemons-soloer (som ekstra-optagelserne er så rig på) tager stikket hjem.
Den fremgangsmåde går dog ikke altid. Springsteens stemme anno 2015 er altså ikke så total desperat-spændstig som i 1979-80, og det lægger en dæmper på folkede Night Fire og den ellers smukke nedtursballade Whitetown. Men ud over det og The Town That Nevers Was' uforløste tristesse, er det til gengæld Springsteens fremragende og frådende hele-livet-er-på-spil-vokal, vi får i resten af de "nye" sange:
Dels kaster Bruce og E-Street Band selv højoktanbenzin på bålet i en række numre som The Man Who Got Away, hvor Springsteen pludselig overtager hovedpersonens rolle i den film, han er inde at se, mens Little White Lies er tæt på sømandspunk, og Chain Lightning er en fed undergrundssumpet radio-rocker. En samling sange, der ud over hans vanlige amerikanske ophav også virker en kende inspireret af datidens nye britiske bølge med bl.a. Elvis Costello og The Clash.
Derudover er der er også den store, samlende bandrocker Party Lights, der ville stå sig til enhver Springsteen-syng-med-fest og ikke mindst dybt, dybt smukke Stray Bullet om fortællerens elskede, der dræbes af et vådeskud. En sang, som kun kan være udeladt, fordi den i sine flodreferencer og tempo kommer for tæt på hovedalbummets titelsang.
De 11 sidste sange er hovedsageligt udgivet tidligere på Tracks, og skal ikke vendes her igen, selv om Roulette, Restless Nights, Doll House m.v. fortjener det: En tour de force i Springsteen og E-Street Bands kvaliteter som medrivende, svedigt rockband. Som med de 11 uudgivne titler oven for kunne flere godt have været med på den endelige The River. Også ifølge Springsteen selv…
Ubetalelig koncertfilm
De to dvd'er fra koncerten i Tempe, Arizona 5. november 1980 er lige præcis med til at understrege ovennævnte kvaliteter. Lad os bare være enige om som basis, at kun de aller-allerfærreste koncert-film holder i længden. Men se med her, bliv overbevist, nyd og grin med over af en fantastisk sanger, rocker, musiker, entertainer – og hans fuldstændigt forrygende band.
Oplev Springsteens brøl, vrid, grimasser, komiske vralten, spjætten, følelsesmættede croon og frem for alt indlevelse i musikken, hvor en stor del af The River-repertoiret bliver luftet sammen med klassikerne, der gik forud. Og se/hør/oplev samspillet med resten af gruppen, og de store gensidige smil, der fortæller, at det her er alt andet end endnu en dag på kontoret: The Big Mans overstyrede saxbrøl, Little Stevens guitar og vokal (som var super-ren dengang), Ray Bittans tindrende piano-anslag osv. Alle erfaringerne fra de små klubber i New Jersey og omegn fremskrevet til de store scener. En organisme, som brænder igennem diverse uskarpheder i de gamle filmoptagelser - i øvrigt lavet dagen efter præsident-valget af Ronald Reagan, som Springsteen også får udtalt sit ubehag ved.
Utroligt at have den slags i gemmerne så længe. Så bærer man over med, at bonus-optagelserne fra øvedagene inden selve turen kun er for kompletister…
Doku-dvd
Mangler man stadig købs-argumenter, så er den 60 minutter lange doku-film af instruktøren Thom Zimny en fin indgang til historien omkring The River, hvor Springsteen anno 2015 selv fortæller om målsætningerne, troen og tvivlen, de ændrede planer og de nye veje projektet tog. Fulgt til dørs af fine akustiske bidder/versioner af flere af sangene. Og med offentlige såvel som private klip fra River-tiden for at sætte rammen. Ærligt, usentimentalt, oplysende.
Springsteen-fans bør ikke være i tvivl, når det gælder valuta for pengene. En flot indramning af en særlig tid. Og den bedste arkiv-udgivelse hidtil fra New Jerseys one and only…
Vurdering: 6 ud af 6 stjerner.