Nyhed

Alan Vega fra Suicide er død, 78 år

Forsangeren fra den legendariske avant-punkduo fra New York, Suicide, sov stille ind i går i New York.

Nekrologskrivere er unægtelig ikke arbejdsløse i dette forbandede halvår. Til den stribe af store personligheder, der har David Bowie og Prince som udråbstegn, kan vi nu tilføje Alan Vega, mest kendt som forsanger i den ikoniske duo fra New York, Suicide.

Det var den tidligere Black Flag-forsanger, skuespiller, radiovært med mere, Henry Rollins, der på vegne af familien overbragte den sørgelige nyhed, da Alan Vega blev fundet i sin seng i går.

Her stod der følgende:


Med dyb bedrøvelse og en stilhed, som kun en nyhed som denne kan afstedkomme, er vi kede af at kunne informere om, at den store kunstner og kreative kraft, Alan Vega, er afgået ved døden.

Alan døde fredfyldt i sin søvn i nat den 16. juli (New York-tid. Red). Han var 78 år gammel.

Alan var ikke bare ubarmhjertigt kreativ som komponist og maler til det sidste, han var også unik på en overraskende måde. Sammen med Martin Rev, i de tidlige 1970’ere, dannede han det to-personers avantgarde-band, der blev kendt som Suicide. Nærmest øjeblikkeligt var deres fantastiske musik ikke sådan at sætte i bås og gik mod enhver strømning. Deres konfronterende liveoptrædener, lysår før punken, er gjort af det stof, der skaber legender. Deres første album, der bar bandets navn, er en af de helt enkelt mest udfordrende og bemærkelsesværdige resultater indenfor amerikansk musik.


Alan Vega var indbegrebet af en kunstner på ethvert tænkeligt niveau. Hele hans liv var viet til at udsende, hvad hans liv befalede ham.

Et af de vigtigste aspekter ved Alan Vega var hans stædige overholdelse af de krav, han havde sat for sin kunst. Han gjorde udelukkende, hvad han ville. Kort sagt levede han for at skabe. Efter årtier med et konstant output syntes verden at indhente Alan, og han blev anerkendt som den banebrydende og kreative person, han havde været fra begyndelsen.

Alans liv er en lektie, der handler om, hvad det er virkelig at leve for kunsten. Arbejdet – den utrolige mængde af tid, der kræves – modet til at forfølge det og styrken til at bringe det frem i lyset: dette var, hvad Alan Vega handlede om.


Alan efterlader sin fantastiske familie: sin kone, Liz, og sønnen Dante. Hans utrolige produktion der spændte over fem årtier vil være hos os for evigt

(Oversættelse: Torben Holleufer)

ANNONCE