Nyhed

Musikvideo: Korn er tilbage i mørket

Nu-metalbandet giver forsmag på deres 'intense og energiske' 12. album

Tre år efter udgivelsen af "The Paradigm Shift" er det amerikanske nu-metal-band Korn klar med deres 12. album, "The Serenity of Suffering", den 21. oktober. Det skriver Rolling Stone. Du kan se musikvideoen til singlen "Rotting In Vain" her forneden.

Man kunne mistænke bandmedlemmerne for at have opbrugt et livstidsforbrug af sort makeup for at få musikvideoen i kassen. Den dystre, gotisk inspirerede video emmer af emo-mørke, mens forsanger Jonathan Davis i karakteristisk stil synger og vrider smerten ud.

"'Rotting In Vain' er skrevet om at være i et sort hul, at være i livssituationer, du ikke bryder dig om – om det så det er forhold eller at føle, du sidder fast eller bare er blevet misbrugt, eller du ikke er tilfreds med, hvor du er i livet, og du bare sidder og rådner op," fortæller Davis. "Det tager dig flere år at regne ud, hvordan du graver dig fri. Det er der 'Rotting In Vain' kom fra. Jeg sad bare der, fucking døde og lod det ske år ind og år ud og uden at hjælpe mig selv fri fra det sted. Det var den følelse, der inspirerede sangen."


Albummet er produceret af Nick Raskulinecz, der er kendt for også at have produceret for blandt andet Foo Fighters og Deftones.

Guitarist Brian "Head" Welch fortalte i maj til Rolling Stone om det nye album: "Den har været undervejs i et år. Vi spurgte, 'Hvad er Korn? Hvad var det vi begyndte med at være?' ... Jeg synes, at vi har fanget Korn-lyden og følelsen, men vi har også fanget intensiteten af, hvad Korn altid har været. Det er den mest intense, energiske Korn-plade i 10 år eller mere."

"The Paradigm Shift" udkom i 2013 og modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Keld Rud. På albummet var førnævnte guitarist Brian "Head" Welch kommet tilbage i folden og dub-step-eksperimenterne fra forgængeren "The Path of Totality" var lagt lidt på hylden. "Selv om den åbnende duo, Prey for Me og Love & Meth, er albummets ubestridte højdepunkter, der bestiger tinder, som de resterende ni sange ikke når i nærheden af, er Paradigm Shift et meget homogent album, hvor Korn sjældent skider ved siden af potten," skrev Keld Rud. Læs hele anmeldelsen her.

Du kan se "Rotting In Vain" her:

ANNONCE