Gibbs er tilbageholdt på grund af en retssag og kan ikke komme til Danmark
Den amerikanske rapper Freddie Gibbs aflyser sin koncert på årets Roskilde Festival og bliver erstattet af den amerikansk-peruvianske rapper Immortal Technique på Avalon-scenen midnat mellem lørdag og søndag.
Som vi tidligere har skrevet, er Gibbs for tiden tilbageholdt i Frankrig og kræves udleveret til Østrig, hvor han er mistænkt i en voldtægtsepisode sidste år. Østrig har formelt krævet at få udleveret Gibbs, men denne har appelleret kravet og nægter sig skyldig.
Immortal Technique er født i Peru og opvokset i Harlem i New York. Han er kendt for politisk engageret, systemkritisk rap og har udsendt tre album. Han optrådte også på Roskilde Festival tilbage i 2006.
GAFFA har senest anmeldt Immortal Techique live på VoxHall i Aarhus i 2013. Her uddelte anmelder Henrik Jensen begejstret fem stjerner og skrev blandt andet følgende:
"Med et så mørkt ensemble og de Malcom X (Jo, jeg lavede lige den sammenligning) lignende mellemsekvenser kunne man frygte, at en koncert med Immortal kunne frembringe en zombieligende tilstand hos publikum. Dette er dog ikke tilfældet. Energiniveauet hos rapperen er så overbevisende, at man skal være nær død eller godt bitter i livet for ikke at kaste hænderne i vejret til numre som "Point of No Return", "Peruvian Cocaine", eller den Pinocchio-samplende "Freedom of Speech". Immortal nåede ud over scenen og helt ind i hjertet." Læs hele anmeldelsen her.