Steve Angello før Tinderbox: Dance-scenen er som McDonald's

Steve Angello er nok bedst kendt for sin rolle i den populære dj-trio Swedish House Mafia, side om side med kollegaerne Sebastian Ingrosso og Axwell, der spyttede store hits som "Don't You Worry Child" og "Save the World" ud fra 2005 til 2013. Men den karismatiske svenske dj har haft en lang og succesfuld solokarriere bag sig – en karriere som ikke viser tegn på at stoppe foreløbig. Tilbage i januar udgav han sit album "Wild Youth" og i forbindelse med hans snarlige optræden på dette års Tinderbox Festival torsdag har vi taget en snak med ham om det nye album, kunsterisk originalitet, samt hvad danske fans kan forvente af koncerten. 

Hvordan har du det?

– Jeg har det fantastisk, jeg kommer lige fra Sverige, det er altid godt at være hjemme igen.

Der sker en masse spændende ting lige nu, tilbage i januar udgav du dit nye album "Wild Youth" og nu er du på tour. Hvordan har reaktionen været fra fans indtil videre?

– Utroligt, musikmæssigt har det virkelig været utroligt for mig. Det er et konceptalbum, som var lidt dybere for mig på et personligt niveau end mange andre albums og sange. Så for mig har det betydet meget, at det har nået igennem til folk på den måde, det har – de rigtige folk. Det var ikke et popalbum, og det var vigtigt for mig som kunstner.

Når man lytter til det nye album og især den sidste sang på det (der bare hedder "...", red.), er det tydeligt, at det er et meget personligt projekt. Hvad har motivationen været bag at lave denne type album?

– Jeg har hele mit liv altid gerne ville lave et rigtigt kunstneralbum, det har været en drøm, siden jeg voksede op som dreng, mens jeg lyttede til alt fra Kraftwerk til Pink Floyd til mere personlige artister som Stevie Wonder og Quincy Jones. Der er så mange kunstnere, der har inspireret mig til at nå til, hvor jeg er i dag, og jeg ville føle, at jeg havde tabt ved mållinjen, hvis ikke jeg havde lagt hårdt arbejde i at lave et rigtigt kunsteralbum – og det er vigtigt for mig at lave noget, jeg er stolt af og kan se tilbage på om ti år og sige: "det her var en fantastisk periode i mit liv", og ikke bare "jeg ramte top 20 på Spotify Dance". Det har aldrig været målet, ikke for mig, men heller ikke for dance music. Dance music har aldrig været radiomusik, indtil før et par år siden, nu er alle kunsterne anderledes og det er endda mindre banebrydende end pop. Jeg lyttede til et Katy Perry-album i dag, og det har mere kant, er sejere og er bedre produceret end meget dance music i dag – noget, som jeg synes er meget mærkeligt.

Så forskellen på "Wild Youth" og dine tidligere udgivelser er denne personlige og mere artistiske fremgangsmåde?

– Ja, det er ikke et forsøg på at gøre noget – det er et konceptalbum. Et album, hvor jeg siger "det her er mig, det her er, hvad jeg laver, og det her er en historie omkring, hvad jeg har været igennem" – og nu hvor jeg har fortalt den historie, så kan jeg komme videre. 

Med denne personlige fremgangsmåde til musik, kan fans så forvente noget anderledes til dine koncerter end før?

– Det tror jeg. Mine shows er mere dramatiske, det er virkelig smukt og indeholder mange følelser og visuelle effekter. Det er et cool show, som er utrolig godt visualiseret, som gør det til 90 minutter, hvor der bliver fortalt en historie og ikke bare 90 minutter med en serie af forskellige hits. 

Er der nogle shows, du særligt glæder dig til i fremtiden?

– Allesammen! Vi har ikke bare gået efter et fyldt skema, vi har valgt alle koncerter og personer, vi arbejder sammen med utroligt nøje – personer, vi betragter som venner, så vi er sikre på, at vi kan levere et godt show og vise vores vision til fans. Vi er ikke gået på kompromis med noget show. 

Swedish House Mafia fungerede, indtil pengene tog over

Nu siger du, at alle shows og personer er valgt med omhu, og at I nærmest allesammen er venner, var det også samme fremgangsmåde, som lå bag Swedish House Mafia?

– Præcis. Det var først, da det blev en forretning og begyndte at handle om pengene for mennesker omkring os, mere end det handlede om kreativitet og hjerte, at det ikke længere fungerede. Det var aldrig tilfældet for os, jeg startede ikke min karriere fra et forretningsmæssigt standpunkt. Hvis du tager en popkunstner for eksempel – en popkunstner vil aldrig gøre noget, medmindre der er en stor kontrakt involveret. For os handler det om kunsten. Musik reddede mit liv. Flere kunstnere har brug for at værdsætte chancen og den velsignelse de har fået, i stedet for bare at se det som en forretning. Jeg har set en masse af unge kunstnere, der kommer og går, mennesker der får et stort hit og så næsten turnerer sig selv til døde – ligesom Avicii - hvor lang tid har han været i gang, fire år? Dette er mit 19. år på turné. For mange større kunstnere er det et maraton og ikke en sprint og det er, hvad folk glemmer. Hvis du er en rigtig kunstner, ser du maratonet, fordi du kæmpede for at komme dertil, men en masse nye kunstnere ser kun sprinten.

Tror du, at internettet spiller en rolle i, hvad du taler om – i dets evne til at skabe stjerner natten over?

– Jeg har fået tilbud fra nogle af de største kunstnere i verden til at underskrive kontrakt med min pladeselskab, men jeg gik, fordi deres hensigter var forkerte fra begyndelsen. For mig handler det ikke om at tjene penge. Jeg ønsker kun at arbejde med kunstnere, der har ambition eller et koncept og en vilje til at starte langsomt og bygge op fra bunden. Jeg tror, sociale medier er fantastisk til rækkevidde, men jeg føler, det gør en masse mennesker, der ikke bør være kunstnere til kunstnere.

– Jeg tror, kampen er vigtig, og det gælder ethvert job, hvis du er kok, er du nødt til at gå på kokkeskole eller arbejde i et køkken i 10-15 år, før du kan åbne din egen restaurant. Dancescenen har været som en McDonald's, som enhver kan åbne, fordi du køber dig ind et koncept, hvor jeg betragter mig selv en a la carte-kok (smider bredt, red.), og jeg lærer stadig hver dag. Og det er problemet med en masse i den yngre generation. Hvis du aldrig har kæmpet for at få succes, ved du ikke, hvordan det føles, når du møder din første modgang - og en masse af disse nye kunstnere giver op, så snart de rammer et bump på vejen. Og det er forskellen mellem disse unge navne og en masse af de dem, der har gjort det i mange år. Jeg synes, at kunstnere er nødt til at tage tid til at genopfinde sig selv og ikke bare give deres Twitter-følgere flere sange, fordi de beder om det, det handler ikke om det.

Kig på rockbands – de har gjort det siden 50'erne, de laver et album, de turnerer med det i flere år. Det er noget, der har fungeret i 70 år og er noget, vi på dj-scenen bør tænke over. Kig på Radiohead, folk sagde "Radiohead er væk", og så kommer de med et nyt album ud af ingenting og er nummer et i hele Europa – og det er, fordi deres fans stadigvæk er loyale og værdsætter god musik. Radiohead ville aldrig udsende et gennemsnitligt album, du bør aldrig gå på kompromis med dig selv, før du udgiver noget. Og jeg føler, at med bands som Radiohead skal verden nok opdage musikken, også uden sociale medier, simpelthen fordi det er god musik. 

Arbejder du på noget musik nu, eller har planer om det i den nærmeste fremtid?

– Ja, hele tiden. Der er meget god musik, som ikke kom med på albummet, men som stadigvæk er virkelig godt, det har bare ikke passet ind i konceptet, eller fortalt en anden historie end den, jeg prøver at fortælle på "Wild Youth". Så ja, der er masser af musik, jeg arbejder på konstant, og i sidste uge spillede jeg faktisk noget ny musik i Stockholm.  

Har du nogle ritualer, du laver inden et show?

– Jeg strækker ud (siger han med et bredt smil, red.) – jeg har altid haft dårligt ryg, så det hjælper, og så skal jeg være helt alene 30 minutter før, så jeg kan få samlet mine tanker.

Har du nogle specielle krav på din forplejningsliste?

– Jeg er den kedeligste kunstner i verden, jeg drikker ikke alkohol, så jeg har æblejuice, haha, noget vand og måske noget champagne og vodka til gæster, men ikke noget vildt – ikke noget kakao, som skal være på stuetemperatur eller noget, haha.