Nyhed

Band of Horses annoncerer nyt album

Seattle-bandets femte album, 'Why Are You OK', er sat til at udkomme i juni

Band of Horses har annonceret, at de er klar med et nyt album. "Why Are You OK" er sat til at udkomme til juni. Det skriver Pitchfork.

"Why Are You OK" er produceret af Jason Lytle, der er kendt for sit eget band Grandaddy. Albummet kommer til at indeholde 12 sange og har en spilletid på 50 minutter. Det bliver udgivet via Interscope og Rick Rubins American Recordings. Rubin har også været executive producer på albummet.

Frontmand Ben Bridwell fortæller, at han skrev mange af demoerne til de nye sange midt om natten, så han kunne passe sine fire børn om dagen. "Jeg arbejdede hele natten og kørte dem i skole næste morgen," griner han. "Jeg er fandeme den mest skræmmende far i skolen, det er jeg sikker på." Han bekræfter også, at Rubin var involveret i albumprocessen.


I denne uge er det ti år siden, at Band of Horses album-debuterede med "Everything All the Time". Det nye album bliver imellemtiden gruppens femte studiealbum og følger op på "Mirage Rock" fra 2012. Det modtog fem stjerner af GAFFAs musikanmelder Rune Schlosser, der blandt andet skrev: "Luftspejlingens materialisering kræver tid, men den er vel investeret." Læs hele anmeldelsen her.

ANNONCE