Nyhed

Elbows trommeslager stopper efter 25 år i bandet

Richard Jupp vælger at smide trommestikkerne til fordel for skole

Trommeslageren Richard Jupp fra det engelske alternative rockband Elbow stopper. Det engelske band har annonceret, at deres trommeslager efter 25 år ikke længere ønsker at spille med i bandet.  

Elbow er lige nu i gang med at indspille deres syvende studiealbum, som udkommer i 2017. En produktion, som Richard Juff ikke vil være en del af.

Det er hverken uvenskab eller kedsomhed, der får den erfarne trommeslager til at smide trommestikkerne. Årsagen til Richard Jupps exit er, at trommeslageren ønsker at fortsætte sit arbejde på sin trommeslagerskole "Jupp Drum Tuition". En skole, hvor Richard Jupp laver forskellige kurser og workshops til trommeslagere.


Elbow har udgivet seks studiealbum, som alle har opnået en top 15-plads på den britiske albumhitliste, hvoraf bandets seneste album "The Take Off and Landing of Everything" fik en førsteplads på den britiske albumhitliste. Angående det kommende album ved man ikke, hvem der kommer til at afløse Richard Juff.

Selvom Richard Juff forlader bandet, kan vi selvsagt stadig nyde hans trommespil på bandets tidligere udgivelser, eksempelvis i sangen "Fly Boy Blue/Lunette" fra bandets seneste album "The Take Off And Landing Of Everything" fra 2014.


ANNONCE