TopGunn og Sony Music udsendte i fredags en pressemeddelelse i forbindelse med TopGunns nyeste single "Længe Siden". Retorikken kan dog fremstå som en smule provokerende.
I fredags udgav danske TopGunn singlen "Længe Siden", som ifølge TopGunn skulle minde folk om, hvem der er kongen af pop. Med til offentliggørelsen af singlen og den dertilhørende musikvideo havde TopGunns pladeselskab Sony Music i sin pressemeddelelse valgt en række ord og vendinger, der kan virke en anelse provokerende eller i hvert fald uheldige.
TopGunn blev nemlig dagen forinden, torsdag den 3. november, kendt skyldig i vold mod en 18-årig pige og idømt 14 dages betinget fængsel og 30 timers samfundstjeneste.
Pressemeddelelsen indledes blandt andet med ordene: "(…) Nu er han allerede tilbage med den hårdtslående banger 'Længe Siden".' Ligeledes møder vi sætningerne: "I vanlig TopGunn-stil rammer bassen lige i solar plexus på den nye single "Længe Siden" (…)", "Tilbage står billedet af en mere alsidig artist, der denne gang har valgt at lægge klubben ned med et brag på 'Længe Siden'", og sådan fortsætter retorikken.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Sony Music, men selskabet har ikke ønsket at udtale sig til GAFFA. Hvorvidt der er tale om et pr-stunt eller blot et uheldigt sammentræf, må derfor være op til den enkelte persons personlige vurdering.
I klippet herunder kan du høre den nyeste single fra TopGunn, "Længe Siden":





