Den populære britiske pigegruppe giver endnu engang dansk koncert
Pigegruppen Little Mix udsendte i fredags, den 18. november, deres nyeste album "Glory Days". I dag har de annonceret, at de til sommer gæster Danmark, når de den 5. juni 2017 går på scenen i Valby Hallen, som en del af deres "The Glory Days Tour 2017".
Siden 2011 har Perrie Edwards, Jesy Nelson, Leigh-Anne Pinnock og Jade Thirlwall etableret sig som et af britisk popmusiks stærkeste acts, som kvartetteten Little Mix. Med deres fjerde studiealbum på gaden siden debuten i 2012, har kvartetten med én turné per album heller ikke ligget på den lade side. Deres tredje studiealbum, "Get Weird" fra 2015, ligger lige nu i den britiske top ti over bedst sælgende albums i 2016 og overgår dermed lignende kunstnere som One Direction, Sia og Rihanna. Gruppen vandt den britiske X Factor i 2011 og skrev kort efter kontrakt med Simon Cowells selskab Syco Music.
Pop-kvartetten gæstede sidst Danmark tilbage i juni 2016, hvor de gav koncert i Falconer Salen. Koncerten blev af GAFFAs anmelder, Sara Elisabeth Nedergaard, tildelt tre stjerner og indledes således: "Da den kvindelige kvartet Little Mix vandt det britiske X Factor tilbage i 2011, var der selvfølgelig snak om, at de kunne være arvtagerne for Spice Girls som det nye girl band. Og der var da også dømt masser af girl power, tøsefnidder og positive budskaber til det unge publikum i Falconer Salen tirsdag aften." Du kan læse hele anmeldelsen af koncerten i Falconer Salen her.
Little Mix gæster Valby Hallen mandag den 5. juni 2017. Billetsalget til koncerten starter fredag den 25. november klokken 10.00.
I klippet herunder kan du høre førstesinglen "Shout Out To My Ex" fra det nye album "Glory Days":