Den albumaktuelle amerikanske rockgruppe Pixies får for anden gang en af deres musikvideoer instrueret af et bandmedlem.
Den 30. september udgav Pixies deres syvende plade "Head Carrier", som var det første album med bandets nye bassist Paz Lenchantin. Bassist-tjansen er tilsyneladende ikke det eneste, Lenchantin beskæftiger sig med, idet hun nu også har instrueret musikvideoen til nummeret "Classic Masher".
Musikvideoen, som gør brug af stop-motion-teknikken, fremviser tre kvinder og en pianist, der spilles af Paz Lenchantins far Mario Merdirossian. Det er ikke første gang, at et Pixies-bandmedlem giver sig i kast med videoproduktion. Tidligere har frontmand Black Francis instrueret videoen til nummeret "Um Chagga Lagga".
Pixies’ nyeste album "Head Carrier" fil fire stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt med ordene: "Ligesom Indie Cindy er Head Carrier ikke helt så eksplosiv og overrumplende som Pixies' plader fra de unge år 1987-91, men det er stadig solid støjpop med lidt surfguitar fra musikere, der har overlevet at runde de 50 uden at miste biddet." Læs anmeldelsen her.
I forbindelse med albumudgivelsen har GAFFA for nyligt talt med Paz Lenchantin om hendes nye plads i bandet. Du kan læse interviewet her.
Se musikvideoen til "Classic Masher" øverst i artiklen.