Nyhed

5 grunde til at elske Chuck Berry, som fylder 90 år i dag

I anledningen af Chuck Berrys 90 års fødselsdag har GAFFA samlet fem grunde til at elske den amerikanske sanger, sangskriver og guitarist.

Chuck Berry er en levende legende, som debuterede med singlen "Maybellene" i 1955 og er fortsat med at give koncerter frem til for et par år siden. Til trods for at det sidste Danmarksbesøg på Værket i Randers i 2014 ikke var den helt store koncertoplevelse, og at både det danske og finske publikum klagede efter hans optrædener i de forskellige lande på samme tid, er det på sin plads at fejre, at manden, som blev født i St. Louis i 1926 og var med til at opfinde rock & roll-genren, fylder 90 år i dag.

Vi har fundet frem til fem grunde til at elske Chuck Berry:

1. The Rolling Stones havde ikke eksisteret uden hans indflydelse


Mick Jagger, Keith Richards og resten af The Rolling Stones er nogle blandt mange, som har været stærkt inspireret af Berry og har indspillet hans sange i studiet. 

 


2. Han lavede lydsporet til denne legendariske scene

Hvad ville dansescenen med John Travolta og Uma Thurman i "Pulp Fiction" have været uden Chuck Berrys "You Never Can Tell" som soundtrack? Bestemt ikke det samme!


 

3. Han satte tidligt ord på følelsen af at være skoletræt

Mange har skrevet om, hvor hård skolehverdagen kan være efter Berry, eksempelvis Alice Cooper og AC/DC, men originalen er som oftest den bedste.

 


4. Chuck Berry var en af de første guitarhelte


Han var måske ikke den mest teknisk dygtige guitarist i historien, men han havde sin egen særlige stil og kunne både posere, duckwalke og lave show på scenen. Se bare, hvordan han leger under soloen på "Johnny B. Goode" i 1958 herunder:

 


5. Hans vilde temperament

I starten af karrieren blev Chuck Berry snydt af både pladeselskab og koncertpromotere – noget, som har gjort ham notorisk vanskelig at have at gøre med siden. Det fik blandt andet The Rolling Stones-guitaristen Keith Richards at mærke, da han prøvde at røre ved Berrys guitar backstage efter en koncert.


Så er der kun tilbage at sige: "Hail, hail Chuck Berry!"

ANNONCE