Nyhed

Rock'n'roll-legenden Chuck Berry er død, 90 år gammel

Det er en af rockmusikkens helt store, der i går døde hjemme i den amerikanske stat Missouri. Charles "Chuck" Berry kan sidestilles med Elvis Presley og var en afgørende inspirationskilde for mange, inklusive The Beatles og The Rolling Stones

Chuck Berry døde i går hjemme i Missouri i USA. Hermed er det et af de helt store træer i rockmusikken, der er faldet, en mand der med rette er blevet hyldet som en af dem, der opfandt rock'n'roll, og som skrev en stribe af de mest spillede numre, blandt andre "Maybellene" (1955), "Roll Over Beethoven" (1956), "Rock'n'Roll Music" (1957), "Sweet Little Sixteen" (1958), "Johnny B. Goode" (1958) og "You Never Call Tell" (1964). Læg dertil, at Chuck Berry var en foregangsmand på guitaren. Det er simpelthen en legende, vi siger farvel til.

Han blev fundet bevidstløs hjemme, og St. Charles County-politiet skrev i første omgang følgende på Facebook:

"St. Charles County-politiet besvarede et alarmopkald fra Buckner Road klokken cirka 12.40 i dag (lørdag). Inde i hjemmet så de først ankomne en bevidstløs mand og gik omgående i gang med at behandle ham. Desværre kunne den 90-årige mand ikke bringes til bevidsthed og blev erklæret afgået ved døden klokken 13.26".

Efterfølgende udsendte familien følgende pressemeddelelse:

"Det er i dyb sorg, at vi annoncerer, at Chuck Berry – elsket ægtemand, far, bedstefar og oldefar – gik bort i sit hjem i dag i alderen 90 år. Selv om hans fysiske tilstand var blevet værre i den sidste tid, tilbragte han sine sidste dage omgivet af familiens og venners kærlighed. Berry-familien beder om, at I respekterer deres ret til privatliv i disse svære timer".

Det er endnu for tidligt af sige, hvad der var dødsårsagen. Det amerikanske musiktidsskrift Rolling Stone talte for nylig med Charles "Chuck" Berrys søn, Charles Jr., og denne oplyste, at faren "for nylig havde været gennem en alvorlig gang influenza". Og at "han – som mange mænd på 90 år – havde svært ved at komme sig".

Oven på meddelelsen er det kommet udtalelser fra Chuck Berrys mange disciple indenfor rockmusikkens, hvor bl.a. The Rolling Stones udtaler:

"The Rolling Stones er i dyb sorg over at høre om Chuck Berrys død. Han var en sand pioner inden for rock'n'roll og en massiv inspiration for os. Chuck var ikke bare en fantastisk guitarist, sanger og scenekunstner, men mest vigtigt: han var en mesterlig håndværker, når det kom til sangskrivning. Hans sange vil leve for evigt!"

Bruce Springsteen var også fremme med de store ord og skrev blandt andet på Twitter: "Chuck Berry var rockens største udøvende kunstner, guitarist og den største rene rock'n'roll-sangskriver, der nogensinde har levet".

Charles Edward Anderson "Chuck" Berry (1926 – 2017) – Æret være hans minde.

 

Da Chuck Berry sidste år fyldte 90 år, bragte vi artiklen "Fem grunde til at elske Chuck Berry. Læs artiklen her.

 

 

 

 

 

ANNONCE