Zack de la Rocha har offentliggjor længeventet single
I næsten to årtier har rygterne om Rage Against the Machine-frontmanden Zack de la Rochas soloprojekt floreret, og nu er der endelig kommet hold i rygterne. Zack de la Rocha har tidligere på dagen offentliggjort nummeret "Digging For Windows".
Zack forlod RATM i 2000, da bandet gik i opløsning, men kom tilbage, da gruppen senere blev gendannet i 2007. Han var en del af bandet indtil den sidste RATM-koncert i 2011. Allerede tilbage i 2000, i forbindelse med bandets opløsning, sagde Zack, at han ville arbejde på en low-key solokarriere, men rygterne er kun vokset og taget til siden da.
Nummeret "Digging For Windows" er produceret af El-P, som Zack også samarbejdede med på nummeret "Close Your Eyes (And Count To Fuck)" fra albummet "Run The Jewels 2".
Tidligere har artister og producere som Questlove, DJ Shadow og Trent Reznor alle udtalt, at de har arbejdet og afholdt forskellige sessions med Zack, hvilket kun har medvirket til opbygningen af rygterne – for kun nummeret "March of Death" med DJ Shadow blev offentliggjort med et løfte om et nyt album. Dette var i 2003, og der kom intet fra de la Rocha-lejren, før han i 2008 udgav en ep med det kortvarige duoprojekt One Day as A Lion, hvis andet medlem var den tidligere Mars Volta-trommeslager Jon Theodore.
Øvrige RATM-bandmedlemmer har lige nu travlt med supergruppen Prophets of Rage, mens den nu 46 årige Zack de la Rocha er klar med sin første længeventede single. Hør "Digging For Windows" herunder: