Den engelske producer kan opleves live til efteråret
Den engelske producer Mura Masa, der kan opleves på Distortion Festival 2. juni, giver endnu en dansk koncert, nærmere betegnet i Store Vega 31. oktober.
Mura Masa med det borgerlige navn Alex Crossan blev af Major Lazer-stifter og hit-producer Diplo spået stjernestatus, da han udgav mixtapet ”Soundtrack to Death” i 2014. Året efter udsendte han ep’en ”Someday Somewhere”, hvor blandt andre Nao medvirkede på vokal på singlen ”Firefly”, der til dato har over 10 millioner afspilninger på Spotify.
Detaljerne om hans debutalbum blev afsløret i går – den 14. juli udkommer udspillet, hvor Mura Masa arbejder med navne som Damon Albarn, A$AP Rocky, A.K. Paul, NAO, Charli XCX, Desiigner, Christine and the Queens, Jamie Lidell, Bonzai og Tom Tripp.