Vi kan også være med herhjemme
20. januar klokken 18 dansk tid bliver Donald Trump indsat som USA's 45. præsident ved en stort anlagt ceremoni ved The Capitol i Washington.
Som vi har skrevet om gentagne gange, er Donald Trump et meget lidt populært navn i musikerkredse. Han har haft svært ved at finde markante kunstnere til at optræde ved sin indsættelsesceromoni, og til gengæld har adskillige musikere lavet sange imod ham – både før og efter, han blev valgt som præsident den 8. november 2016. Senest har blandt andre Arcade Fire og Gorillaz udgivet sange imod ham, ligesom supergruppen Audioslave er blevet gendannet for at spille en protestkoncert mod ham.
Og herhjemme er der kommet sange, der i mere eller mindre direkte grad forholder sig kritisk til Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus. Her kommer et udvalg:
The Billy Surfs: This Land is Your Land
Som en modreaktion til Donald Trumps indsættelse som præsident udgiver The Billy Surfs en nyfortolkning af den amerikanske klassiker "This Land is Your Land".
Sangen, der er skrevet af den amerikanske folkemusiker Woodie Guthrie 1940, handler om frihed, fællesskab og landets mange muligheder. Den er sidenhen vokset til en af USAs mest kendte folkesange og sidestilles af mange med den amerikanske nationalsang.
Bruce Springsteen optrådte med den oprindelige, håbefulde version af "This Land is Your Land" ved Barack Obamas præsidentindsættelse i 2009.
Under valgkampagnen sidste år udgav The Billy Surf med dansk-amerikanske producer og musiker Noah Rosanes i front deres bud på en anti-Trump-sang med nummeret "Stop The Trumpet". The Billy Surfs optrådte blandt andet med sangen til Demokraternes valgaften i Store Vega, og nummerets tilhørende animationsvideo er flitigt blevet delt. Kampen er dog ikke slut endnu, og derfor har The Billy Surfs valgt at genfortolke "This Land is Your Land" med et nyt klangunivers, som giver teksten et dystert twist, der afspejler bandets bange anelser for den fremtid, USA og verden står overfor.
"Når vi vælger at udgive vores version af "This Land is Your Land" netop på indsættelsesdagen, er det, fordi vi følte, en nyfortolkningen af sangen var relevant. Det, Trump står for, er så langt fra det, USA var engang, og det, som sangen handler om. USA er et land bygget på en grundtanke om frihed og gensidig respekt, og det går ikke hånd i hånd med Trumps visioner. Derfor har vi skabt et nyt univers til sangen, hvor vi mindes det, USA engang var, og drømmer om det, USA igen kan blive i en lysere fremtid," siger Noah Rosanes.
The Billy Surfs udgiver senere i år deres debutalbum, som er en blanding af instrumental surf, Americana og rockabilly.
The Billy Surfs består af:
Noah Rosanes: Vokal/guitar
Sara Broberg: Vokal
Kristian Hybel: Bas
Johannes Gissel: Trommer
The Consolation: Miss America
"'Miss America' er det danske countryrockband The Consolations første udgivelse med politiske undertoner. Til singlen følger en musikvideo, som akkompangerer sangen med tre fortællelag. Det første lag er en bogstavelig repræsentation af skønhedsdronningefiguren, som hun optræder i sangen. Næste lag er en montage af nedslag i det amerikanske medielandskab, i form af nyhedsklip og lignende. Kommenterende klip, som er med til at tegne et portræt af den figurative og metaforiske Miss America, sådan som bandet ser og fortvivles over hende. Sidste lag er bandperformance," fortæller gruppens frontfigur Nis Gaarde.
The Consolation består af sangskriver, guitarist og forsanger Nis Gaarde, leadguitarist Thomas Støtt, bassist Jacob Svensson, trommeslager Sven Busck og endelig Uffe Nørtoft på pedal-steel-guitar. Bandet udsendte i 2015 sit selvbetitlede debutalbum, hvorfra især singlen “Manitoba” fik god spilletid på DR-P4. Bandet fulgte successen op med en 18 datoer lang Danmarksturné. Gruppen udsender deres andet album medio 2017 og har forinden været på kulturelle studieture til Nashville og New York under den seneste valgkamp imellem Donald Trump og Hillary Clinton.
Inno-Sense: Every Night & Day
Den varer kun 47 sekunder, men der er vist ingen tvivl om, hvad den handler om. Sangen er skrevet og produceret af Viggo Steincke og har vokal af crooneren Martin Loft.
Kings in Exile: Make Her Great Again
Sangen er en moderne rockudgave af en protestsang og handler om ikke at lade sig styre af den frygt, der er så nem at sprede. Søge kærligheden i stedet for hadet. At rive mure ned i stedet for at bygge dem op. Og selvom sangen ikke direkte handler om Trump, så er han et stærkt symbol på udviklingen i verden.
Kings in Exile udtaler: ”Den dag Trump blev valgt, skete der et eller andet inde i os, som gjorde, at vi blev nødt til at gøre noget. Råbe højt. Protestere. Det er mærkeligt, at der ikke er flere, der skriver sange om verdens tilstand i dag, men så må vi jo tage det på vores kappe.”
Kings in Exile holder release party på El Loco i Mejlgade i Aarhus 20. januar, altså på indsættelsesaftenen.
M.E.T.A.: Bark
Den danske elektro-med-mere-gruppe er aktuel med "Bark, en hårdtpumpende, hiphop-inspireret anti-krigssang og musikvideo. Om sangen fortæller gruppen:
"'Bark' sætter spørgsmålstegn ved udsagnet "fight for peace". Purunge mænd sendes i krig for at kæmpe for deres land – i tilgift får de ptsd og død. Så længe man bare parerer ordrer og ikke sætter spørgsmålstegn ved noget, skal alt nok gå. Imens vores politikere hyggesludrer og klapper hinanden på ryggen – og præsidenter med den ene perfekte løsning efter den anden bliver valgt ind og ud – er situationen uændret. Mennesker dør stadig på stribe over stridigheder, de færreste forstår sig på. 'Men sådan er det jo bare – og sådan har det jo altid været' – og så er det jo nok også sådan, det skal være, ikke?'"