Nyhed

Veloplagte folkrockere gav den som sande spillemænd

GAFFA – alt om musik

Det kan være sin sag at udfylde Orange Scene, når man er et simpelt og håndspillende orkester. Den tanke havde amerikanske Lumineers også gjort sig forud for deres optræden. De greb så til de helt enkelte midler ved at give den fuld gas som spillemænd med fokus på en dejligt skålende vokal. At der også var skruet godt op for lydstyrken, gjorde det ikke mindre effektfuldt.

Forsanger Wesley Schultz var i totalt overskud og gav den en ekstra tand i publikumskontakten. Der blev hurtigt inviteret til fællessang, og gennembrudshittet Ho Hey røg over scenekanten som tredje nummer. Så var ballet ligesom skudt i gang.

Og i dagens anledning var trioen udvidet til en sekstet, der blev skaleret op og ned undervejs. Og blot med Wesley Schultzs og en stortromme kunne Lumineers fastholde styrken. En solid melodibund lagde sig varmt og omsluttende om de iørefaldende sange, der stod helt rene.


Så var den ged ligesom barberet, og Lumineers holdt tempo og begejstring koncerten igennem. Men Lumineers enkle og effektfulde formel har også sine begrænsninger. Det manglede lige et par alvorlige udsving i deres optræden for at gør den magisk frem for festlig. I stedet holdt de kog i ballet, og der var ikke dumt set, for publikums begejstring var ikke til at tage fejl af. Så lidt af en præstation af en flok spillemænd, der insisterede på det gode humør og en dejlig fest.

ANNONCE