Europa-touren bliver afrundet med en koncert i Danmark
Den 28. maj indtager Mew for første gang Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Koncerten bliver afslutningen på deres Europa-tour, hvor de forinden har gæstet blandt andet Amsterdam, Paris og London – hvilket må have gjort dem aldeles klar til koncerten i København.
Touren er navngivet efter bandets nye og syvende album, "Visuals", som udkommer den 28. april. Den 16. februar udsendte Mew den anden single fra albummet, ”85 Videos”. Omkring den nye sang og farvestrålende video skrev GAFFA: ”Efter første smagsprøve, "Carry Me To Safety" er "85 Videos" en lige så drømmende, men mere tempofyldt og udadvendt smagsprøve på "Visuals".”. Se videoen nederst.
Mew har formået at skabe en perlerække af indie-hits og har dermed betaget både de brede masser og musikfeinschmeckere, både inden og uden for landets grænser. Omkring afslutningen på deres Europa-tour udtaler forsanger Jonas Bjerre: ”Vi glæder os rigtig meget til at afslutte vores Europa-turne her i Det Kongelige Teaters legendariske rammer. Det er i forbindelse med et projekt, som hedder Music for DIGNITY, som skaber opmærksomhed om tortur, og hvordan det er unødvendigt og aldeles umenneskeligt. Det bliver en meget værdig afslutning.”
Koncerten er arrangeret i samarbejde med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, som ofte allierer sig med kendte artister for at sætte fokus på kampen mod tortur og rejse midler til behandlingen af torturofre i Danmark.
Billetsalget til koncerten er i gang.





