Det er en mand, der fyldte så ufatteligt meget, der i går sov ind omgivet af sine nærmeste: virtuos musiker, forfatter, igangsætter, debatør og foredragsholder. Peter Bastian syntes overalt, ikke mindst med Bazaar. Nu skal vi omtale ham i datid.
Han fyldte så uendeligt meget. Var ivrigt, drenget og fabulerende insisterende i sin gestik, når han tonede frem. Hvad enten det var på tv-skærmen eller lige foran dig i levende intenst live, så var den lille mand, som man fristes til at kalde for Den Store Bastian, noget helt specielt. Og dertil var han en virtuos musiker, som for alvor fik os til at opdage balkanmusikken.
For undertegnede som verdensmusikspecialist og -elsker var Peter indgangen, der for alvor lukkede op. Jeg var meget ung, da jeg første gang oplevede det forrygende orkester Bazaar live, orkestret som ud over Bastian på klarinet, obo og fagot bestod af Anders Koppel på orgel, den ligeledes vildt fabulerende og farverige Flemming Quist-Møller på congas og anden perkussion og endelig den dengang allestedsnærværende tyrkiske saz-spiller, Mehmet Ozan.
Her var scenen især Loppen på Christiania, som da også dannede rammen om debutten, som meget rammende var en 2-LP optaget i trælokalet med den varme lyd. Her ville musikken være fri. Begreber som modal musik ville flyve gennem luften, fra den evigt oplysende mand helt fremme ved scenekanten, der efterfølgende ville tage os på lange soniske rejser, hvor hans fornemt ornamenterede triller på klarinetten ville lege med vores sind og åbenbare et kildevæld af store følelser.
På den tid havde Peter allerede været mange gange i Tyrkiet og møde stormesteren på klarinet, Mustafa Kandirali, ligesom han også for længst havde taget vejen ind om den bulgariske lokalitet, Plovdiv, hvor mesteren Nikola Jankov regerede, og fortsat regerer.
Dertil kom, at Peter Bastian var en højt estimeret klassisk musiker, som spillede i Det Kongelige Kapel og i Den Danske Blæserkvintet. Han har ofte omtalt den kolleriske rumænske dirigent, Sergiu Celibidache, som en af sine helt afgørende inspirationer, og for os der voksede op i 1960'erne og 1970'erne var dennes kontrafej med de mørke øjenbryn og lange, tjavsede hår oppe på podiet i færd med at gestikulere og herse med et orkester, da også en oplevelse, vi ikke glemte lige med det første.
Og endelig var Peter Bastian en formidler af rang, som udgav to bøger af betydelig dybde, hvor vi kom indenfor i hans verden og rundt til mestrene. Her var specielt 1987-udgivelsen Ind i musikken en bestseller, der gjorde Bastian til en kendt og elsket mand i vide kredse. Han formåede her at formidle umiddelbart tørt stof til en større offentlighed, og når du efterfølgende så ham til et foredrag, ville du for alvor få tingene forklaret af en charmerende og tilsyneladende utrættelig mand, der havde så mange lag og så mange facetter.
Jeg havde selv mange berøringer med Peter Bastian. Som booker i vores egen musikforening ude i Kongens Lyngby, Hobitten, lykkedes det mig at booke Bazaar til koncert i januar 1979, og her mødte Peter Bastian, Flemming Quist-Møller og Anders Koppel såmænd op med en purung Carl Quist-Møller, som allerede mestrede de skæve taktarter på trommesættet og supplerede sin far forbilledligt. Ligesom jeg ville træffe Peter samen med Stig Møller, for de to interesserede sig meget for spirituelt arbejde, og lavede blandt andet meditationsmusik, hvor specielt udgivelsen Forest Walk, som kom på New age-pladeselskabet Fønix, blev en bestseller med Stigs herlige guitar sat på open tuning og Bastians æteriske og smukke spil på fagot og klarinet.
Han ville fortsætte det spirituelle arbejde og holdt mange kurser, hvor han indførte deltagerne i samspillet mellem spirituel klarhed og musikkens magi. Ligesom han til slut i sit liv noget overraskende - ikke mindst for ham selv - lod sig døbe. Det skete ovre i Løgumkloster, hvor hans sidste kone er leder af refugiet.
Så det er en på alle måder stor mand, der døde i går. Trods en raskmelding sidste år kom den forfærdelige sygdom tilbage og tog en mand, der ellers elskede livet mere end de fleste. Som vores fælles ven, klarinettisten og saxofonisten Morten Carlsen, skrev til mig tidligere i dag på Facebook:
"Peter var skind og ben de sidste måneder, men hans hjerte blev ved med at slå. Han var en guttermand!"
En guttermand, javel, men altså også en, vi skal omtale i datid, selv om han så meget levede maximalt i nuet.
PETER BASTIAN (1943-2017) - ÆRET VÆRE HANS MINDE
