”Lovely Creatures” vil være at finde på markedet til foråret
”Der er folk derude, som bare ikke ved, hvor man skal starte med The Bad Seeds. Andre kender kataloget bedre, end jeg gør!” Således indleder Nick Cave sin udtalelse om det opsamlingsalbum, Nick Cave and the Bad Seeds udgiver den 5. maj.
I samarbejde med blandt andre Mick Harvey, der oprindeligt var med til at stifte bandet, har den legendariske sanger og sangskriver nøje udvalgt 21 numre, der tilsammen udgør ”Lovely Creatures”.
”Denne udgivelse vil få én til at forsvinde ind i tre årtiers musikværker. Det er mange sange. De sange, vi har valgt, er dem, der har hængt ved af forskellige grunde,” siger Cave og uddyber:
”Nogle sange er dem, der kræver at blive spillet live. Andre er mindre sange, der er personlige favoritter for os. Andre er simpelthen for store og har for meget historie til at blive udeladt. Og der er dem, der ikke klarede skærene, stakkels dem. Det er dem, I selv må opdage på egen hånd.”
Udover ”Lovely Creatures” udgiver det legendariske band også en bog med en række forskellige essays, hidtil usete fotos af bandmedlemmerne og en to timer lang film med sjældne arkivoptagelser gennem årene, der alt sammen udkommer i en ”Super Deluxe”-udgave af albummet.
Rockorkestret fra Melbourne udgav den 9. september 2016 deres 16. studiealbum ”Skeleton Tree” samtidig med visningen af dokumentarfilmen ”One More Time With Feeling”. Albummet, som GAFFAs redaktion sidste år tildelte 1.-pladsen over bedste udenlandske album i 2016, var grunden til, at udgivelsen af ”Lovely Creatures” blev udskudt med et par år. Opsamlingsalbummet indeholder altså kun sange til og med bandets 15. album ”Push The Sky Away”.
Nick Cave and The Bad Seeds er også aktuelle med koncert i Royal Arena. De 16.000 billetter til showet, der løber af staben den 20. oktober, blev revet væk på kun 48 minutter. Varm op til koncerten med Peaky Blinders-titelmelodien ”Red Right Hand” nedenfor.





