Nyhed

Kira Skov udgiver sorgbearbejdende album og tager på turné

GAFFA.dk - Alt om musik

Sangerinde og sangskriver Kira Skov mistede sin mand og musikalske samarbejdspartner, Nicolai Munch-Hansen pludseligt i slutningen af februar. Sorgbearbejdelsen har inspireret til et album, der udkommer den 16. marts 2018. Pladen ledsages af en danmarksturné i løbet af april.

Kira Skov har siden februar skrevet sange til sin mand, jazz- og rockmusiker Nicolai Munch-Hansen. Sangene handler om livet, om tab, om chok og savn og sorg. Det er på den måde en række meget personlige sange, der samtidig har universel appel, og de er skrevet med inspiration fra blandt andet Den Tibetanske Dødebog og forfattere som Rainer Maria Rilke, Walt Whitman, Marilynne Robinsson og Naja Marie Aidt. Sangene er blevet en måde, hvorpå Kira Skov kan opretholde en fortsat kommunikation med sin afdøde mand gennem deres stærke fælles sprog i musikken, fortæller hun i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Nekrolog - Nicolai Munch-Hansen 1977-2017


Og den kommunikation, sorgen og håbet er samlet i hendes nye album, der udkommer til foråret, den 16. marts 2018. Pladen indspilles i løbet af december i Portisheads studie i Bristol sammen med Skovs mangeårige samarbejdspartner John Parish, der blandt andet har ageret producer for PJ Harvey, Sparklehorse og Tracy Chapman.

Historiefortællingen i centrum

Albummet udfolder sig i intime rammer med sparsom instrumentering fra forskellige strygere foruden vokal, bas, guitar og percussion. På hele pladen er historiefortællingen i centrum med referencer til sangskrivertraditionen fra blandt andre Leonard Cohen, Joni Mitchell og Townes Van Zandt.


Tre af de nye sange blev fremført i forbindelse med Kira Skovs anmelderroste turné med Nikolaj Hess i september, der også hos GAFFA fik 5 flotte stjerner. Her fremhævede GAFFAs anmelder netop disse nye sange fra Skov:

”Først den smukke ballade ”Lilac Sky”, som hun præsenterer som en duet mellem de to, hvor hun synger begge parter. Det er gribende at høre linjer som ”You and I are gonna meet in the light, husband and wife”. I andet sæt synger hun endnu en ny ballade, ”The Basement”, hvor den vuggende melodi er så smuk, at jeg helt glemmer at lægge mærke til teksten, men i en børnesangsklingende outro synger Skov ”Daddy disappeared”. Endnu en gang hjerteskærende, når man ved, at Nicolai Munch-Hansen også efterlod sig en fireårig søn, og i øvrigt en teenagedatter fra et tidligere forhold.”

Hør desuden sangen ”Never Young” fra Skov/Hess-samarbejdet her:

Forårsturné


Når bladene igen springer ud og dagene bliver lysere, vil Kira Skov drage på turné med sit nye album. Det bliver i løbet af april og maj 2018, at hun med fuldt band vil opføre sine nye sange live og naturligvis også præsentere et udsnit fra sit omfattende bagkatalog.


Line up:
Kira Skov: Vokal/guitar
Oliver Hoiness: Guitar
Silas Tinglef: Guitar/trommer
Maria Jagd: Violin/cello
AC Anders Christensen/kontrabas

Tourplan:
Fredag den 6. april - Kulturstationen, Vanløse
Lørdag den 7. april - Musikhuzet, Bornholm
Onsdag den 11. april - Skråen, Aalborg
Torsdag den 12. april - Tøjhuset, Fredericia
Fredag den 13. april - Mantziusgaarden, Birkerød
Lørdag den 14. april - Olferts, Ollerup
Torsdag den 19. april - Turbinen, Randers
Fredag den 20. april - Godset, Kolding
Lørdag den 21. april - Kulisselageret, Horsens
Torsdag den 26. april - Bygningen, Vejle
Fredag den 27. april - Kulturhus Gimle, Føllenslev
Lørdag den 28. april - Kansas City, Odense
Fredag den 18. maj – Vega, København

ANNONCE