Nyhed

The Streets er tilbage

GAFFA.dk – alt om musik

The Streets er tilbage. Gruppen omkring rapper Mike Skinner har annonceret en britisk turné i 2018, og det bliver deres første siden 2011.

Til NME udtaler Mike Skinner: "Jeg har savnet turbusser meget. Hvilket er den mindste af grundene til, at jeg har besluttet at turnere med The Streets igen. Den anden ting, jeg har savnet er at prøve at finde på, hvad jeg skal sige mellem sangene. Når du er dj, fortæller de dig, at du ikke behøver en turbus og ikke behøver at finde på noget at sige mellem sangene. Men seriøst, det har været længe nok. Med mine Tonga-fester, de nye rap- og grime-rappere, jeg har produceret og med min dj'ing har jeg levet med musik siden The Streets næsten lige så længe, som jeg lavede The Streets. Jeg er ikke længere fyren, der ryger i bilen, jeg er blevet fyren i klubben, så jeg håber, jeg bliver undskyldt for at holde fester i natklubber efter hver koncert."

Artiklen fortsætter under billedet


 

spoken to my band! told them we need to sing the old songs! on sale 9am Friday 13th

Et opslag delt af Mike Skinner (@mikeskinnerltd) den


Turnéen ser ud som følger – billetsalget begynder fredag den 13. oktober klokken 10:

19. april – Birmingham O2 Academy
20. april – Glasgow O2 Academy
21. april – Manchester O2 Apollo
23. april – Leeds O2 Academy
25. april – London O2 Academy Brixton
26. april – London O2 Academy Brixton

Om der er flere koncerter på vej, og/eller ny musik, har Mike Skinner endnu ikke udtalt sig om.
 
The Streets brød massivt igennem i 2002 med debutalbummet Original Pirate Material, der bød på Mike Skinners spoken word-orienterede rap og meget britiske udtale samt hverdagsrealistiske tekster fra storbyens ungdoms- og natteliv over UK garage-inspireret musik. Albummet indeholdt hits som "Has it Come to This" og "Don't Mug Yourself". Siden fulgte yderligere fire album og hits som "Fit But You Know It" (2004), "Dry Your Eyes" (2004) og "When You Wasn't Famous" (2006). Seneste album var Computers and Blues i 2011, hvorefter The Streets tog på afskedsturné. Den sidste danske koncert fandt sted på NorthSide 2011, hvor GAFFAs anmelder Rebecca Thuesen uddelte fem stjerner og blandt andet skrev:
 
"Trods alle finesser, og trods den skønne, uprætentiøse frontmands nærvær og energi, kommer publikum ikke for alvor op at ringe, før de to store hitliste-tracks "Dry Your Eyes" og "Fit But You Know It" skyller ind over os. Det er, hvad man kan forvente, det er som nævnt ikke en stor del af Northsides publikum, der har alle The Streets' plader stående på hylden, men for mig var det en flot og helstøbt koncert, jeg ikke ville have undværet for noget."
 
 
Som dj har Mike Skinner efter The Streets' opløsning flere gange optrådt på Rust i København.
 
Varm op med "Don't Mug Yourself" fra 2002:
 
ANNONCE