Nyhed

Stor kapitalfond investerer i dansk koncertarrangør

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Seks førende virksomheder på den nordiske liveunderholdningsscene slår sig sammen under navnet All Things Live – med investering fra stor kapitalfond

De seks førende virksomheder inden for Nordens liveunderholdning opkøbes af det multinationale Waterland Private Equity som hovedaktionær til et ikke-offentliggjort beløb. De slåes således sammen til én forenet aktør i den nordiske underholdningsindustri. Navnet er All Things Live, som netop har lanceret en hjemmeside, der udvides i løbet af 2019.

Det nye partnerskab består af danske ICO Concerts og ICO Management and Touring, norske Friction og Atomic Soul Booking samt svenske Blixten & Co og Maloney Concerts, der forventer en årlig omsætning omkring 85 millioner Euro med omkring 70 medarbejdere i Danmark, Norge og Sverige.


LÆS OGSÅ: Amerikansk kapitalfond investerer millioner i danske festivaler

Transaktionen med Waterland skaber ingen ændringer i forhold til virksomhedernes kunder, forretningsparter eller medarbejdere, men som Pernille Møller Pedersen og Kim Worsøe, medejere af danske ICO Concerts og ICO Management and Touring, forklarer, vil det uden tvivl styrke hver enkelt virksomheds fremtidige position i branchen.

– Waterland har spillet en afgørende rolle i etableringen af dette samarbejde, og vi ser frem til at trække på deres erfaring fra andre vækstvirksomheder og udnytte mulighederne i vores markeder i de kommende år, udtaler Pedersen og Worsøe og fortsætter:


– Vi glæder os over nu at kunne forene vores kræfter i All Things Live og styrke samarbejdet om at skabe et endnu bedre tilbud til kunstnere og fans i Norden, udtaler de. ICO har over 30 år på bagen som en af Nordens førende koncertarrangører. De arrangerer mere end 500 shows årligt og har arbejdet med kunstnere som Prince, The Rolling Stones, Justin Bieber, Rammstein, Bruno Mars og Lana del Rey.

LÆS OGSÅ: Dansk koncertarrangør sælger til udenlandsk gigant

Ifølge Kaspar Kristiansen, Managing Director ved Waterland Nordic, investerer fonden i All Things Live-partnerskabet for at skabe "organisk vækst og drive yderligere konsolidering af industrien samt udvikling af forretningen". Waterland har gennemført investeringer i lignende vækstvirksomheder og har i alt investeret i over 450 virksomheder med deres kapitalfond på 2 milliarder euro.


Det europæiske marked for liveunderholdning udgør over 10 milliarder euro med en årlig vækstrate på 5%. Målet med All Things Live er udnytte dette marked og tidens tendenser til oplevelsesøkonomi og kunstnernes fokus på liveoptrædender. Afsættet bliver de seks virksomheders indbyrdes kompetencer, hvorigennem der arrangeres alt fra lokale norske optrædener over svenske musicalproduktioner og danske stand-up events til stadionkoncerter med internationale kunstnere, som det lyder i en pressemeddelelse.

– Med strategisk og økonomisk støtte fra Waterland bliver det muligt for os at kombinere vores
omfattende viden og erfaring fra vores respektive markeder og accelerere væksten som den førende
uafhængige aktør inden for liveunderholdning i Norden, udtaler Leif "Blixten" Henriksson, stifter af svenske Blixten & Co. Han understreger, at samarbejdet kommer til at styrke den internationale rækkevidde, mens der stadig lægges vægt på personlig service og lokalt kendskab.

LÆS OGSÅ: Trains fremtid er sikret: Bliver overdraget til en fond


Som koncertgænger kommer du umiddelbart ikke til at mærke meget til dette nye partnerskab, da aktørerne allerede er inde på markedet og konkurrerer med andre store aktører som amerikanske Live Nation og Beatbox Entertainment. Opkøbet følger desuden efter andre store opkøb i koncertbranchen – senest tyske FKP Scorpios opkøb af danske Smash!Bang!Pow!. Der er næppe nogen tvivl om, at det lugter lidt som en guldfeber, når store kapitalfonde køber op i koncertbranchen.

Alt tyder på, at udbuddet af især koncerter stadig vokser, samtidig med at billetpriser og gebyrer fortsat vil skyde i vejret. At vi kommer til at se en afmatning eller en decideret boble i koncertbranchen som set i andre brancher, er nok mindre sandsynligt. Forbrugsfesten er flyttet til musik og koncertoplevelser, frem for husholdningsapparater og mobiltelefoner – hurra for det!

ANNONCE