Nyhed

James Bay vender tilbage med ny poppet single

GAFFA.dk - Alt om musik

Den nye single hedder “Wild Love” og er et skridt over i den mere producerede musikverden for den ellers meget rå og simple kunstner. 

Den engelske singer-songwriter James Bays succes har kun taget fart efter verdens opdagelse af hans første ep'er. Han spillede til et modeshow for Burberry under London Fashion Week tilbage i 2014, hvorfra hans musik og optræden kun spredte sig yderligere overalt på de sociale medier – videoen er set over en million gange. 



Bay debuterede med The Dark of the Morning EP i 2013, hvor sangen “When We Were On Fire” (hør i videoen over), blev et stort hit, men også resten af ep’en kan følge med på højt niveau. Det er en behagelig, ærlig og rå James Bay, og man kan se ham for sig: bare en mand, en guitar og ikke mindst en stor stemme, der fortæller om kærlighed.

Siden da har der været udgivet endnu to ep’er: Let It Go og Hold Back The River – begge titler på også to af hans største hits, som begge udkom i 2014, der var et musikalsk overflødighedshorn i form af udgivelser fra kunstneren. Derefter blev det hele lidt samlet på albummet Chaos and the Calm, der også er fra 2014.

Det er derfor også ved at være et stykke tid siden, at verden har hørt fra Bay, hvis fans har ventet i spænding efter en ny udgivelse. Det blev den 16. november meldt fra Bay selv, at han var tilbage i studiet – og desuden, at han havde klippet sit kendetegnende lange hår af, til MTV EMA tre dage inden: “Tak for jeres tålmodighed og støtte” skrev han på Facebook. “Dette år har handlet om at prøve på at overgå mine egne forventninger, skubbe til mine egne grænser.”



Og grænser er der blevet skubbet til – James Bay er på et helt nyt verdenshav med den nye single “Wild Love”. Ikke at nummeret er overproduceret på nogen måde, men det kan let føles sådan, hvis du lytter til et gammelt Bay-nummer og derefter det nye. Der er taget et skridt i den mere pop-radio-venlige retning for musikeren, der dog stadig vedligeholder sine indie/folk-rock og specielt soul- inspirerede elementer, der gør sangen behagelig at lytte til.

Guitaren er nemlig stadig at høre og indleder velkendt sangen, der dog hurtigt hopper over i de mere syntetiske elektro-elementer, der nok er de mest uvante at høre hos musikeren. Tekstuniverset er fortsat meget lig det, man kender fra Bay – det er flødekærlighed og ærlighed. Bay har før fået kritik for at være for gentagende og ensformig i sin musik – er den nye single svaret på problematikken? Lyt til den her: 



NME interviewede Bay om det kommende andet album i vinteren 2017, hvor han udtalte: “Det tager det helt sikkert til et nyt sted. Jeg har et nyt look, en ny lyd. Jeg følte bare for et nyt kapitel. Der er momenter på albummet, der nærmest skaber en bro mellem The Chaos and the Calm og det nye album, men den bedste måde, jeg kan sige det på, er at jeg har lyttet til andre ting. Jeg blev dybt optaget af Frank Ocean, LCD Soundsystem, Chance The Rapper, en masse David Bowie, Lorde. Alle de her lyde, der ikke rigtigt relaterer til det første album, men derimod relaterer massivt til dette album. Jeg er enormt spændt på, at folk skal høre det, og også nogle familiære elementer lige såvel."

James Bay var sidst i Danmark i 2016. Her spillede han i Store Vega i København, hvor GAFFAs anmelder sagde: "Og sådan kunne man blive ved. Der blev spillet den ene mere eller mindre storladne pop-rocksang med spor af folk og blues efter den anden, og der var ikke mange fingre at sætte på James Bays klare kvaliteter som perfomer, guitarist og sanger, og der er ingen tvivl om, at salen intet mindre end elskede ham."

LÆS OGSÅ: James Bay: Store Vega, København 

ANNONCE