GAFFA.dk – alt om musik
Tilbage i marts udgav rapperen Mund de Carlo albummet Hovedet på Blokken. Nu er rapperen klar med musikvideoen til nummeret "Bekendt", som er at finde på albummet. Se videoen øverst i artiklen.
Den nye musikvideo fra Mund de Carlo viser rapperen gående ned ad Nørrebros gader og Blågårds Plads, mens han kaster håndtegn og synger om fællesskab i de graffitimalede omgivelser. Musikvideoen er filmet og produceret af Kyle Cassie fra Mr Hyde Films.
I tekstuniverset på "Bekendt" følger man fire fortællinger, som omhandler nogle af Mund de Carlos bekendte, som alle er bosat på Nørrebro. Den kurdiske ven, som blev smidt ud af flere skoler, men nu er gift, arbejder som arabisk tolk og gør sin mor stolt. Den jyske veninde, som er tilflytter til Nørrebro og som hurtigt oplevede Nørrebros barskhed og skyderier. Hans homie, hiphop-ambassadøren, som kæmper for den rette kultur og fællesskab og Carlos overbo, som kom hertil i 1991, og som nu har en fuldt udviklet kulturbevidsthed.
LÆS OGSÅ: Nørrebro gennem Carlos’ mund
Mund de Carlo siger selv følgende om nummeret: "Bekendt handler om at bringe mennesker sammen. Hvis fire så vidt forskellige folk, som dem jeg beskriver i sangen, alle kan have noget tilfælles med mig, så kan de også med hinanden."
Mund de Carlo fortæller videre om forskelligheder og fælleskabet i det danske samfund: "Vores åbenlyse forskelligheder gør ofte, at vi skuler skævt og undgår hinanden, men så snart vi finder ud af, at vi har en fælles reference, så kan vi relatere og kommunikere. Det, som mange glemmer er, at vi ikke behøver at lede længe efter den fælles bekendte i telefonbogen eller på Facebook-vennelisten. For det som vi først og fremmest har tilfælles er vores by, vores nuværende hjem, og historien om hvordan vi har fundet vejen hertil."
Nummeret "Bekendt" er en del af albummet Hovedet på Blokken fra tidligere i år. Et album, GAFFA gav fire stjerner til og skrev rosende om: "Ordene og de mange kringlede flows er forrest, når Mund de Carlo rapper godt. Han er en udpræget dygtig raptekniker, der kan “Flåw det i stykker” på fornøjelig vis."