Nyhed

Ny festival i Horsens tilføjer Alex Vargas til programmet

GAFFA.dk – alt om musik

En ny festival ser dagens lys til september, når Wall of Sound løber af stablen i Horsens.

I løbet af sommermånederne er der rig mulighed for at få dækket sit festival-behov med blandt andet NorthSide, Tinderbox, SmukFest og den netop veloverståede Roskilde Festival. Nu melder en ny festival sig på banen i september, som giver en oplagt chance for at få afsluttet sin danske festivalsæson med god manér. 

20 koncerter vil strække sig hen over den 7. til den 9. september ved FÆNGSLET i Horsens, og Alex Vargas er netop tilføjet til festivalprogrammet. Vargas optrådte under årets Roskilde Festival. En koncert, som GAFFA uddelte fem ud af seks stjerner til og skrev følgende om: "Alex Vargas er en dansk-engelsk-uruguayansk kunstner med et potentiale, som er lige så internationalt som hans rødder. Han bliver endnu større i 2019."

LÆS OGSÅ: AV, AV, AV, hvor gjorde den sjælfulde singer-songwriter det godt

Andre allerede offentliggjorte navne til programmet er følgende: The Minds of 99, Scarlet Pleasure, Veto, Marvelous Mosell, Emil Kruse, Benal, Bikstok, Bogfinkevej, Nelson Can og Jenny Wilson.

Der er formentlig gode koncertoplevelser i vente, hvis man kaster et blik på årets Roskilde Festival, hvor både The Minds of 99 og Veto fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmeldere, mens Benals optræden fik hele seks ud af seks stjerner. 

LÆS OGSÅ: Der er ikke plads til så mange følelser under trøjen

I løbet af de to dage i Horsens kan man komme i den rette festivalstemning med god musik, madboder, barer og ikke mindst flere kunstoplevelser. FÆNGSLET har tidligere haft store internationale navne på programmet, som for eksempel Rammstein, Tom Petty og Metallica. 

LÆS OGSÅ: Tysk metalmaskine på højtryk

Billetter til festivalen er sat i salg. 

ANNONCE