GAFFA.dk – Alt om musik
Onsdag den 17. oktober buldrer YOBs nye, livsbekræftende doom-hymner i Lille Vega, når trioen folder albummet, Our Raw Heart, ud.
YOB er episk og tungt metal gennem mere end 20 år på bagen. Med et bagkatalog på otte albums har bandet opnået legendestatus på metal-scenen. Frontmand Mike Scheidt har konstant arbejdet for at udvikle en moderne lyd der fremkalder minder om tidlige doom-klassikere. YOB er blevet sammenlignet med grupper som Neurosis, Sleep og Electric Wizard.
Det seneste album fra trioen, Our Raw Heart, udkom i juni i år og var tæt på at blive YOBs sidste. Scheidt blev i 2017 syg med en tarmsygdom, som næsten tog livet af ham og truede med at sætte en stopper for karrieren. Omdrejningspunktet for albummet blev den skelsættende oplevelse sammen med en stærk vilje til at overleve.
Albummets syv sange omfavner den transcenderende doom i sin ultimative form. Our Raw Heart er blevet kaldt for metalhovedernes mest aggressive udgivelse til dato med massive riffs og fængende vokal.
LÆS OGSÅ: Black metal-fænomenet Ihsahn gæster Danmark for første gang nogensinde
Mike Scheidt, Aaron Rieseberg og Travis Foster har selv siddet bag producerpulten sammen med Billy Barnett i Gung Ho studiet. Heba Kadry har stået for mastereringen (The Mars Volta, Diamanda Galas, Slowdive).
YOB har denne aften belgiske Wiegedood med som support. Bandet deler medlemmer fra post black-metalbandet Oathbreaker. Trioen er lige nu aktuel med tredje album, The Dead Have It Good III, som hylder musikeren Florent Pevée (Kabul Golf Club), der døde som 21-årig.
Forsalget er netop startet i dag.
Hør albummet Our Raw Heart her: