GAFFA.dk – Alt om musik
Kan du ikke lide vand i dit telt? Tjek mudderkortet og bliv din lejrs helt.
Lige nu viser vejrudsigterne sol over dette års Roskilde Festival, men meteorologerne kan tage fejl. Den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras har derfor fundet de tørre områder på festivalpladsen til din lejr med Roskilde Festival Mudderkort 2018.
I år har Roskilde Festival ikke ændret meget på campingområdernes beliggenhed, hvilket betyder, at "trusselsbilledet" for regn og mudder er næsten uændret i forhold til i 2017. Det fortæller GIS-konsulent i Niras Teresa Japsen, som i en årrække har kombineret sin passion for Roskilde Festival med sin faglighed inden for geodata.
"Jeg vil anbefale område E og L, der normalt er gode steder, samt det nye område F, som både ligger højt og heller ikke har områder, hvor regnen kan samle sig i søer eller mudderpøle. Nu tyder det jo ikke på, at der kommer store mængder regn i år, men jeg ville alligevel undgå at placere min lejr i områderne J og M eller i nogle af de udsatte områder i C og G – better safe than sorry," siger Teresa Japsen, som er uddannet geograf og trofast deltager på festivalen igennem adskillige år.
Teresa er kvinden bag mudderkortet – et kort, der kombinerer data fra Danmarks Højdemodel og GIS-teknologi til at vise "bluespots" på Roskilde Festivals scene- og teltområder.
LÆS OGSÅ: Se Gorillaz spille deres kommende album i sin helhed
I ti år har hun nu udarbejdet mudderkortet hver sommer som en guide til sin egen – men også til mange andres – placering af lejr på Roskilde Festival. Her giver hun tre vigtige tips til en god og tør festival:
"Det er en god idé at finde en god placering til dit telt ud fra mudderkortet – undgå de lave områder, hvor regnen ikke kan flyde væk. Så bør du også have styr på dit gear – vælg ikke de allerbilligste telte men gerne et, der også har ydertelt. Glem ikke en presenning og gaffatape, til hvis det går galt, og regnen siler ind."
Bluespots på mudderkortet viser, hvor vandet vil samle sig i tilfælde af heftig regn over Roskilde Festival. Mørk blå betyder lidt vand – lys blå betyder meget vand og potentielt dybe pytter og masser af mudder.
Se årets mudderkort lige her.