GAFFA.dk - Alt om musik
Det bliver Sofie Linde, der fortsat vil pryde på skærmen, når X Factor ser sit startskud på TV 2 næste år.
Programmet starter på TV 2 i 2019, og auditions afholdes allerede i løbet af de næste par måneder.
– Sofie Linde er en stjerne i dansk tv. Hun er i øjenhøjde med seere og brugere, og hun har en naturlighed på skærmen, som er unik. Derfor er det en stor glæde for mig, at Sofie vil fortsætte med at udvikle X Factor på TV 2, hvor vi vil sikre danskerne store fælles oplevelser, der skaber involvering og samtale om alt det, vi deler, siger Lotte Lindegaard, TV 2s kanalchef.
LÆS OGSÅ: Donald Trump takker Kanye West
Sofie Linde selv udtaler: – Jeg elsker at lave X Factor, og jeg glæder mig helt enormt til at lave endnu en sæson. X Factor er den største, sjoveste og mest udfordrende opgave, jeg har haft i min karriere som vært. Ikke to sæsoner har været ens for mig at lave, og den kommende sæson bliver bestemt ingen undtagelse.
Sofie Linde måtte for nyligt holde pause i den sidste sæson af X Factor, da hun skulle føde, men var tilbage på skærmen til finalen. I mellemtiden overtog hendes mand Joakim Ingversen værtsrollen.