GAFFA.dk – alt om musik
Britrockerne Arctic Monkeys giver koncert i Royal Arena 27. juni med support fra den australske sanger og sangskriver Cameron Avery. Det har gruppen netop skrevet på deres hjemmeside og sociale medier.
Billetsalget begynder fredag den 9. marts klokken 10 (NB: Ikke den 10. marts, som vi først fejlagtigt skrev, vi beklager fejlen!).
Arctic Monkeys arbejder i skrivende stund på deres sjette album, opfølgeren til det succesfulde AM fra 2013. Gruppen har ikke spillet i Danmark siden Roskilde Festivals Orange Scene 2014, om end sanger Alex Turner besøgte Roskilde i 2016 med sit andet band, The Last Shadow Puppets, ligesom trommeslager Matt Helders i 2016 spillede med Iggy Pop og blandt andre Josh Homme i Falconer Salen. Koncerten i Royal Arena bliver bandets første danske indendørskoncert – festivaltelte undtaget – siden Vega i 2007 og dermed også deres største indendørskoncert i Danmark til dato.
Bandet fik noget af et comeback med albummet AM, der blev deres bedst solgte siden debuten Whatever People Say I Am, That's What I'm Not fra 2006 og deres mest solgte i USA i det hele taget.
LÆS OGSÅ: Lækkert hår og coolness på pladsen – anmeldelse af Arctic Monkeys, Roskilde Festival, 2014.