GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste
Til foråret gæster r&b-stjernen Jarle Bernhoft Danmark og spiller fire danske koncerter med sit band, The Fashion Bruises.
Ti år efter solodebutalbummet Ceramik City Chronicles udgav Bernhoft sit sjette studiealbum Humanoid i august. I kølvandet på denne udgivelse vil den Grammy-nominerede norske sanger, multiinstrumentalist, sangskriver og producer gæste landet med hele fire koncerter i henholdsvis Odense, København, Aarhus og Aalborg til maj.
LÆS OGSÅ: Bernhoft: Det hjælper på hjemveen at komme til Danmark
The Fashion Bruises har været med hele vejen under skabelsen af Humanoid, hvis mål er at hive folk ud fra Facebook og tilbage til virkeligheden:
– Albummet er blevet formet af uro i den verden, vi lever i, hvor ting som miljøkrisen og flygtningespørgsmål skaber stigende modsætninger mellem mennesker, siger 42-årige Jarle Bernhoft i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Jeg har det ikke godt i et "post-sandheds"-samfund, hvor udtrykket "politisk korrekt" er blevet et skældsord, og hovedet hellere stikkes i busken frem for at tage for eksempel klimakrisen alvorligt. Som person ligger jeg lidt mellem pessimisme og optimisme, og det tror jeg skinner igennem på dette album.
LÆS OGSÅ: Mere stråleglans fra den norske stjerne
Bernhoft & The Fashion Bruises vil besøge følgende danske spillesteder, hvor billetsalget er skudt i gang:
8. MAJ 2019: POSTEN, ODENSE
9. MAJ 2019: STORE VEGA, KØBENHAVN
10. MAJ 2019: VOXHALL, AARHUS
11. MAJ 2019: MUSIKKENS HUS, AALBORG