Nyhed

GUIDE: 10 af weekendens koncerter, du ikke må gå glip af

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Weekenden er behageligt tæt på og dermed også en masse fantastisk livemusik. GAFFA guider dig blandt de mange koncerter, så du ved, hvad du ikke bør gå glip af.  

FREDAG DEN 9. NOVEMBER

AV AV AV, Store Vega, København

Efter succesen i Pumpehuset sidste år bringer den danske techno-trio AV AV AV deres 360 graders scene-koncept til Store Vega denne weekend. Bandet vil stå i midten af koncertsalen, mens publikum vil stå på scenen og i forskellige højdeniveauer i salen rundt om bandet. Trioen, der i juni udgav ep’en Fundamental Physics vol. 02, er berygtet for deres hårdtslående liveoptrædener med imponerende lysshows.




LØRDAG DEN 10. NOVEMBER

Phlake, DRs Koncertsal, København


Phlake har den sidste måneds tid rejst landet tyndt med deres turné Can We Talk? Som følge af den enorme efterspørgsel, der er vokset støt i landet, har r&b-duoen presset denne ekstra ekstrakoncert ind i kalenderen. I skrivende stund er der kun få billetter tilbage, så det er med at slå til, hvis man vil nå at opleve den eftertragtede duo, inden de afslutter deres efterårsturné på lørdag.


Kwamie Liv
, Hotel Cecil, København


Dette vil være den eneste koncert, den dansk-zambiske sangerinde giver i løbet af efteråret. Koncerten finder sted dagen efter, Kwamie Liv smider sit debutalbum Lovers That Come and Go på gaden. Under koncerten vil der angiveligt være rig mulighed for at høre nyt materiale fra den unge sangerinde, som indtil videre har offentliggjort tre singler fra debutalbummet.


Graveyard
, Pumpehuset, København


Der er dømt en mortensaften med 60’er og 70’er inspirerede hardrock fra øverste hylde, når den psykedeliske rock-kvartet fra Göteborg vælter Store Sal i Pumpehuset på lørdag. Bandet, der tidligere på året spillede på Copenhell, udgav tilbage i maj deres femte studiealbum Peace, der uden tvivl vil danne rammerne for den udsolgte koncert, hvor en lang række tidligere klassiker utvivlsomt også vil snige sig ind i programmet.


Father John Misty
, Forum, København


Efter en hæsblæsende koncert på årets Northside Festival er den populære singer-songwriter Josh Tilman, også kendt som amerikanske Father John Misty, tilbage i Danmark. Det fine visit skyldes udgivelsen af det fjerde studiealbum, God’s Favorite Customer, under Misty-aliaset, der udkom den 1. juni. Forum Black Box vil på lørdag blive fyldt med entertainerens bløde stemme og satiriske tekster, der uden tvivl vil have den samme medrivende effekt på det danske publikum som altid.


Tom Walker, Lille Vega, København


Som en ny stjerne på musik-himlen begynder skotske Tom Walker at skinne mere og mere igennem på den internationale musikscene, især med hittet “Leave A Light On”. Og meget tyder på, at singer-songwriteren også har kastet sin glans over det danske land, da koncerten i Lille Vega er tæt på at være udsolgt. Tom Walker har et debutalbum i støbeskeen, der gerne skulle udkomme, inden året rinder ud.  

SØNDAG DEN 11. NOVEMBER


The Breeders, VoxHall, Aarhus

Siden gennembrudshittet “Cannonball” fra 1993 har amerikanske The Breeders formået at holde sig relevante på den globale musikscene, selvom fans skulle vente ti år på det seneste album. Tidligere på året spillede den alternative rock-kvartet på Tinderbox i forbindelse med udgivelsen af deres femte studiealbum All Nerve, tilbage i marts måned. GAFFAs anmelder belønnede albummet med fem ud af seks stjerner under overskriften “Fra asken til ilden, The Breeders er som genfødte”.



serpentwithfeet
, Lille Vega, København

Hvis du gik glip af r&b- og soulsangerens koncert på Haven Festival i sommer, eller hvis du stod blandt publikum og lod dig overbevise af amerikanerens fænomenale vokal, har du chancen for atter at opleve artisten med det borgerlige navn Josiah Wise. Det 30-årige stortalents debutalbum Soil udkom tidligere på året. GAFFA kvitterede i sin tid for Haven-koncerten med fem store stjerner, og lørdag aften bliver utvivlsomt en sensationel oplevelse i selskab med serpenwithfeet.



Seinabo Sey
, DR Koncerthuset, København

Koncerten, der oprindeligt skulle være afholdt i Operaen, blev for noget tid siden flyttet til en mindre sal i DRs Koncerthus, hvilket har resulteret i, at den 27-årige svenske soulpop-sangerinde har meldt udsolgt. Med to svenske Grammy-statuetter stående på hylden blandt et hav af andre prestigefulde priser har den talentfulde sangerinde siden debuten i 2013 begivet sig ud på turnéer i hele Europa og USA, og danskerne kan godt glæde sig til et godt gensyn med det svenske stortalent.  



Tom Odell
, Store Vega, København

Den engelske sanger, sangskriver og pianist kommer til landet med sit seneste album i ryggen. Folkpop-musikeren udgav i sidste måned det tredje studiealbum, Jubilee Road, der lover godt for den kommende koncert. Ligesom forbilledet, Elton John, fremfører Tom Odell sin musik bag det store flygel, og sidste gang den 27-årige musiker gæstede landet var til sidste års NorthSide Festival, der resulterede i en firestjernet anmeldelse i GAFFA.


ANNONCE