Nyhed

VIDEO: Hozier inviterer kendt balletdanser indenfor i ny video

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Lad dig forføre af kroppens vilde funktioner i Hoziers nye video, der akkompagneres af balletdanseren Sergei Polunin. Se videoen eller lyt til nummeret nedenfor.

Der er ikke stille i Hozier-lejren for tiden. I går udkom det irske stjerneskud med den spritnye single "Movement" ledsaget af levende billeder. Den koreograferede video kom til verden i et samarbejde mellem musikeren og den ukrainske balletdaser og performancekunstner Sergei Polunin og viser tre skikkelser af sidstnævnte danse rundt i en industrihal. Se videoen lige her.

LÆS OGSÅ: Hozier gæster dansk spillested


Polunins hurtige ben og smidige stræk har tidligere akkompagneret Hoziers smukke toner. I dokumentarfilmen Dancer dansede Polunin nemlig til megahittet "Take Me To Church". Nu krydses de to kunstneres veje altså igen – og de gør det godt! Hozier beskriver samarbejdet som meget inspirerende og udnævner Polunin som et "once-in-a-generation talent":

"Han er en mand med utrolige færdigheder, ikke mindst kunstnerisk. Han har en dedikation til sin kunstform, som jeg finder inspirerende", siger Hozier og forstætter: "Jeg tror, at det største, man kan få ud af sit eget arbejde er at se det blive en del af en anden kunstners vision eller udførelse."

LÆS OGSÅ: Ny Hozier-single sætter spot på voldsramte kvinder


Hoziers har for nyligt varslet om nyt album på vej, hvortil "Movement" udgør første forsmag. Albummet følger i fodsporet på ep'en Nina Cried Power, som så dagens lys tilbage i september, og i næste måned fører stjernen på turné rundt i UK og Irland. Ep'en høstede fire stjerner hos GAFFAs anmelder.

Vi lærte Hozier at kende tilbage i 2013, da han lagde verden ned med superhittet "Take Me to Church" og på rekordtid markerede sig som en kunstner, der var kommet for at blive. Opmærksomheden var enorm og ikke mindst enormt positiv for det irske stjerneskud, der hurtigt blev et samtaleemne.

Den 28. november er Hozier at finde på scenen på Store Vega i København.

ANNONCE