Nyhed

VIDEO: The 1975 spiller Ariana Grande-cover med gospelkor

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

The 1975 spillede et cover af Ariana Grandes hitsingle "Thank U, Next", da de i går aftes gæstede BBC Radio 1s Live Lounge. Se videoen ovenfor. 

Som optakt til udgivelsen af deres tredje studiealbum, A Brief Inquiry Into Online Relationships, der falder på fredag, svingede den britiske indierock-kvartet forbi Radio 1s Live Lounge, hvor de blandt andet spillede en cover-version af Ariana Grandes "Thank U, Next", der regerer på toppen af den amerikanske Billboard-hitliste for tredje uge i streg. 

LÆS OGSÅ: Ariana Grande slår kæmpestore streaming-rekorder


Som opbakning havde frontmand Matty Healy taget et gospelkor med i studiet, da han efter eget udsagn ikke er i stand til at holde trit med Grandes vokal: "Hun har en fantastisk stemme, og det har jeg ikke. Så derfor vil jeg synge en af hendes sange," joker Healy i studiet, inden de spiller coveret.

Matty Healy havde kun rosende ord til overs for den amerikanske popprinsesse, der de seneste år har været igennem en stor håndfuld hjertesorger og tragedier: "Jeg er blevet meget glad for hende af en eller anden grund. Hun har været igennem nogle hårde tider, og jeg kan virkelig godt lide hende. Jeg synes, hun er sej", siger Healy i interviewet, skriver Rolling Stone

LÆS OGSÅ: The 1975 annoncerer ny single på interessant vis


The 1975, der tidligere har spillet covers af blandt andre One Direction, Justin Bieber og Clean Bandit i Radio 1s Live Lounge, udgav i sidste uge endnu en forsmag på deres kommende album i form af singlen "Sincerity Is Scary", hvor 29-årige Matty Healy i den grad omfavner musicaluniverset i den tilhørende video.

 

ANNONCE