Nyhed

Rudimental gæster Danmark

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Fest og dansetrin står på menuen, når drum'n'bass-kollektivet Rudimental gæster Danmark i det nye år. 

Store Vega åbner dørene for britiske Rudimental den 30. januar, som står bag store hits såsom "These Days" og "Let Me Live". 

Det er blot få måneder siden, at briterne sidst gæstede Danmark, da de var en del af programmet til Distortion. Her var det dog kun halvdelen af gruppen, som trådte op på scenen, og leverede en halvlunken og energiforladt koncertoplevelse, til blot to stjerner fra GAFFAs anmelder. Da hele kvartetten var tilstede under NorthSide Festival i 2014, var det dog en noget større koncertoplevelse, som GAFFA kvitterede for med hele fem stjerner og følgende ord: "Da Rudimental indtager den grønne af NorthSides scener er det farverigt og for fuld skrue, og ensemblet viser fra første færd, at de har flair for både musikalske og visuelle virkemidler. Der er dømt fest med stort F."

Til januar kan publikum formentlig se frem til en kæmpe fest, når kvartetten med hele bemandingen atter gæster hovedstaden. 

LÆS OGSÅ: Halverede Rudimental spillede på laveste blus

I 2011 udgav de deres debutsingle "Deep in the Valley". To år efter smed de deres første album Home på gaden, som sikrede det britiske band stor succes. Det var dog efterfølgeren We Are Generation, som for alvor fik populariteten til at eksplodere. For tiden er gruppen i studiet og arbejder på deres tredje album, som allerede har fået titlen Toast to Our Differences, der udkommer i det nye år den 25. januar. Publikum kan altså forvente spritnyt materiale, når Rudimental gæster Store Vega til vinter.

LÆS OGSÅ: Rudimental: Green Stage, NorthSide Festival 2014

Billetsalget starter fredag den 5. oktober kl. 10

Varm op til koncerten med det store hit "These Days":


ANNONCE