Nyhed

Hiphop-mogul får voldsom fængselsstraf

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Hip hop-mogulen Suge Knight kan se frem til ikke mindre end 28 år i fængsel, efter han formelt bliver idømt sin straf for vold med døden til følge den 4. oktober.

Sådan skriver NME. Efter at han har erklæret sig hverken skyldig eller uskyldig i anklagen (en mulighed i amerikansk jura), falder straffen hårdt for den "hit-and-run"-episode, der fandt sted tilbage i 2015. Hændelsen udfoldede sig ved en restaurant i Compton under optagelserne til den biografiske spillefilm Straight Outta Compton, der kredser om den legendariske rapgruppe NWA med Dr. Dre i centrum.

LÆS OGSÅ: Suge Knight sagsøger Dr. Dre for kæmpebeløb


Suge Knight var en vigtig person i den amerikanske gangsta rap-scene i start 1990'erne, hvor han blandt andet stiftede pladeselskabet Death Row Records med Dr. Dre. De to har på grund af uenigheder ikke været tætte siden 1990'erne, og ifølge The Guardian var han derfor ikke velkommen til optagelserne på spillefilmen, da han er kendt for at skabe drama omkring sig.

På trods af det anstrengte forhold valgte Knight alligevel at køre sin store Ford F-150 Raptor hen til en restaurant tæt på filmsettet. Her opstod der forvirring og diskussion mellem Knight og sikkerhedsvagten Cle Sloan, der bad ham forlade området. Flere personer var inddraget i den verbale uenighed, der pludselig eskalerede, idet Knight bakkede hårdt ind i Sloan, som fik svære skader, for dernæst at køre med fuld fart hen over Terry Carter – en pladeselskabsejer fra Compton – som blev dræbt på stedet.

LÆS OGSÅ: Suge Knight ville dræbe Eminem


Knight påstår, at han blev overfaldet af fire personer, hvilket fik ham til at handle i selvforsvar, men videomateriale fra et sikkerhedskamera understøtter ikke denne forklaring. Da Knight blev anklaget for vold med døden til følge erklærede han således "no contest", hvilket betyder, at han ikke udfordrer anklagen, som altså har ført til en dom på 28 år i fængsel. Knight er i dag 53 år gammel, og selvom han tidligere har lavet kriminalitet og siddet i fængsel, har det aldrig været i dette omfang. 

ANNONCE