Nyhed

Ugens Hitlister: Der lyttes til hiphop i de danske hjem

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

Onsdag er ugedagen, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort. Hitlisterne viser denne uge, at danskerne er vilde med hiphop, og der kastes håndtegn hjemme i stuerne. 

I toppen på albumlisten finder man hele fem amerikanske rappere. Den prominente Eminem beholder tronen på med førstepladsen i sin hule hånd – det er tredje uge i streg, at Eminems 10. studiealbum Kamikaze er i front. Herefter følger rap-kollegaen Drake med Scorpion. Tredjepladsen går til Post Malone og albummet BeerBongs & Bentleys, mens man på fjerdepladen finder Travis Scott med Astroworld. En plads længere nede er den afdøde rapper XXXTentacion med ?. I alt er det 15 ud af 40 pladser på albumlisten, som prydes af rappere. 

Af nyheder på albumlisten finder man på 11. pladsen rapperen 6lack, der netop har smidt det nyeste album, East Atlanta Love Letter på gaden. Den franske dj David Guetta, som for nylig udkom med dobbeltalbummet 7, lander på 13. pladsen.

LÆS OGSÅ: Hans bedste siden The Eminem Show

Tracklisten prydes af charmøren Lukas Graham med det nye hit "Love Someone". Kanye Wests nyeste nummer "I Love It" med Lil Pump rykker op på andenpladsen fra sjettepladsen. Herefter følger Benny Blanco feat. Khalid & Halsey, som indtager tredjepladsen med nummeret "Eastside".

Af nyheder på tracklisten finder man igen flere hiphoptracks – "Chopper Tale" med A'Typisk feat. Branco og Gilli, som snupper fjerdepladsen. NODE indtager også listen med "No Romantico" feat. Si_el_bien på 21. pladsen. Khalid lander på 15. pladsen med "Better" – og alt tyder på, at endnu flere hits snart er i vente fra hitmageren, som er gået i studiet for at arbejde på efterfølgeren til kæmpesuccesen American Teen.

LÆS OGSÅ: Lukas Forchhammer fylder 30 år – her er fem højdepunkter i karrieren

Hiphop er dog ikke alle radiokanalernes yndlingsgenre. Når man taler om airplaylisten – det, som spilles i radioen – er det pop og rock som står på dagsordenen. På førstepladsen finder man atter Lukas Graham og singer-songwriteren George Ezra med "Shotgun" på andenpladsen. Tredjepladsen går til Hugo Helmig med "Wild". 

Både gamle og nye vinyler finder man på Vinyl Top 40. Debutalbummet fra Spleen United lander på førstepladsen. Dette års Toppen af Poppen-deltager Claus Hemplers debutalbum har ligeledes fået et opsving, som man finder på andenpladsen. Det amerikanske slowcore-band Low ligger på tredjepladsen med albummet Double Negative

ANNONCE