GAFFA – alt om musik
Oplev blandt andre Lowly og Chorus Grant
Den københavnske Bloom Festival er klar med årets musikprogram. Disse aktiviteter supplerer festivalens omfattende talk-program om natur og videnskab. Bloom foregår i Søndermarken den 25.-26. maj, byder også på kunstoplevelser og har fri entré.
Musikprogrammet præsenterer seks navne fra dansk musiks fremadstormende vækstlag:
Aarhusianske Athletic Progression blander jazz med inspiration fra Herbie Hancock med et udtryk påvirket af tiden eksperimenterende elektroniske navne som Yussef Kamaal og Flying Lotus. Gruppen udgav i januar deres debutalbum, Dark Smoke.
Erika de Casier er inspireret af både hård G-funk og blød r&b og har blandt andet gjort sig bemærket med singlen "What U Wanna Do?"
Chorus Grant alias Kristian Finn Kristensen, også kendt fra duoen Cancer, spiller eftertænksom folk-rock og er snart klar med sit tredje album. Forgængeren, Space fra 2014, fik fem stjerner af GAFFAs anmelder.
LÆS OGSÅ: Ro, der rykker
Dans & Lær er noget så usædvanligt som en blanding af af funk, krautrock og pop baseret på samplinger af kvidrende fuglesang og kyndinge og myndige ornitologforklaringer.
Indiepop-kvintetten Lowly (billedet) udgiver 12. april deres andet album Hifalutin, hvor glitrende synths, jazzede trommer og smukke vokalharmonier går op i en højere enhed.
Sangskriver, sangerinde og harpenist Selma Judith er også inspireret af r&b, og hendes sange kredser om ensomhed, forførelse og sex.
Dagens offentliggjorte aktiviteter følger sig til et omfattende program af talks og vandringer om natur og videnskab. Man kan blandt andre opleve professor i geogenetik Eske Willerslev, forfatter til Southern Reach-romantrilogien Jeff VanderMeer, videnskabsjournalist ved New York Times Carl Zimmer, fysiker Helen Czerski og evolutionsbiolog Menno Schilhuizen. Hele Blooms program offentliggøres i april.