Nyhed

SYD FOR SOLEN 2023: Unknown Mortal Orchestra fuldender torsdagsprogrammet

Bon Iver er hovednavnet på Syd for solens torsdagsprogram, og i dag fuldendes plakaten med fire nye navne

Den københavnske festival har i dag annonceret de sidste fire navne til torsdagens program, som står i indie-genren og den stemningsfulde musiks tegn. I november annoncerede Syd for Solen danske Bremer/McCoy, saudiarabiske Arooj Aftab og ikke mindst hovednavnet Bon Iver til torsdagens program, og i dag er programmet altså fuldendt.

Blandt de nye navne på plakaten er new zealandske Unknown Mortal Orchestra. Syd for Solens programansvarlige fortæller i en pressemeddelelse om glæden ved at have føjet bandet til plakaten:

- Når de optræder live, er det som at blive sendt tilbage til sine smukkeste minder – eller måske bedre endnu; at mærke, at man er midt i at skabe sig et nyt, fortæller programansvarlig Xenia Grigat i en pressemeddelelse.    


Derudover udkommer det femte album fra Unknown Mortal Orchestra i marts 2023, og der er derfor rig mulighed for at skabe helt nye minder, når bandet gæster Søndermarken til sommer.

Hver dag har sin egen musikalske agenda på dette års Syd for Solen, og om torsdagen fyldes den københavnske have altså med bevægende, stemningsfulde og sensible musikalske oplevelser. Derfor føjer Syd for Solen også den amerikanske trio, Bonny Light Horseman, til torsdagens program. Om trioen fortæller Xenia Grigat:

- Deres musik lyder, som om den er født ud af tilbagelænede jam-sessions på en solfyldt veranda med øl på køl og et halmstrå i munden, lyder det fra den programansvarlige.


De sidste to navne til torsdagens plakat bliver henholdsvis det danske band Lowly og franske Melody’s Echo Chamber. Det danske band har netop udgivet deres tredje album, der modtog fire stjerner fra GAFFAs anmelder.

Billetter til Syd for Solen kan købes på Syd for Solens officielle hjemmeside eller via billetlugen.dk.

Syd For Solen-arrangør: Der er ingen andre festivaler som vores i København


ANNONCE