GAFFA - Alt om musik
Videoen kan ses i bunden af artiklen
Sanger og sangskriver Christian Juncker har netop smidt sin seneste single ”Wallenberg” på gaden. Singlen er opkaldt efter Beha-familiens nyindkøbte skib, der skal bringe dem sikkert fra havn til havn i den kommende sæson af den populære og folkekære globetrotterserie. Singlen bliver dermed titelsang til den nye sæson. Den nye sæson kommer til at hedde Kurs mod nord. Juncker var med ”Havanna” ligeledes ophavsmand til titelsangen til de foregående sæsoner.
Juncker fortæller:
– Det er klart, det er en kæmpe opgave og en stor udfordring at lave sådan en sang, ikke mindst i kølvandet på ”Havana”, som jo blev et ret stort hit og allemandseje. Der er jo en masse forventninger og samtidig en masse ting, som adskiller den nye serie fra den gamle, som jeg skal forsøge at presse ned i et par minutters musik, men som altid har jeg egentlig bare lukket øjnene og skrevet det, der faldt mig ind.
– Noget af det, der kendetegner den nye serie, er groft sagt, at denne rejse ikke blot er endnu en oplevelse af og fantastisk formidling af verden, men også rummer en portion forholden sig til verden, idet rejsen mod nord byder på tydelige konsekvenser af klimaforandringerne. Og Wallenbergs tunge motorik har også sat sig i et andet musikalsk udtryk. Hvor ”Havana” havde et meget glidende, vindbåret sejlskibs lethed, har ”Walllenberg” en tungere muskulatur og måske lidt mere tyngde på tekstsiden.
LÆS OGSÅ: Jorden rundt på 11 sange
Med sit maritime popudtryk må ”Wallenberg” siges at være en ganske sjælden fugl på den danske musikscene, selvom den tydeligt følger tråden fra forgængeren ”Havanna” både tematisk og musikalsk.