Nyhed

Roskilde inviterer til masser af gratis livemusik

GAFFA - alt om musik

Lørdag den 31. august er der kulturfestival i en af Danmarks mest spændende nye bydele. Musicon i Roskilde, som har stærke bånd til Roskilde Festival, inviterer til mere end 60 gratis aktiviteter. Musikalsk diskes der op med et alsidigt program, hvor der er alt fra lokale, unge håb til pop fra dengang far var ung.

Roskilde skal være Danmarks førende musikby. Så store er ambitionerne blandt politikere og lokale ildsjæle i den midtsjællandske domkirkeby. Allerede i 2005 vedtog byrådet en strategi, hvor et af de overordnede mål er, at ”musikken skal være en uundværlig og bærende del af livet i Roskilde”.

Centralt i planen om at blive ”Alle tiders musikby” var en gammel betonfabrik, Unicon, som kommunen købte for at søsætte et ambitiøst byudviklingsprojektet. Unicon-grunden blev til Musicon, som i dag er en levende bydel med en stadigt større tilknytning til Roskilde Festival.

gallery_large

Et blik ud over museet Ragnarock med den gyldne façade, Roskilde Festival Højskole til højre for samt haller til events og handelsstrøget Containerstriben. Yderst til venstre ses den ikoniske vindmølle på Roskilde Festival.


Du finder Musicon-bydelen ved at hoppe let og elefant over Holbækmotorvejen fra Dyrskuepladsen, som i starten af juli huser Nordens største musikfestival. De to områder bliver i øvrigt forenet af en gang- og cykelbro inden for få år. Oven i købet flytter Roskilde Festivals sekretariat om et par år ind i et helt nyt byggeri på Musicon, hvor de skal bo sammen med bydelens danseteater og de mange øvelokaler, som i øjeblikket holder til i midlertidige bygninger. Også den helt nybyggede Roskilde Festival Højskole holder til i den kreative bydel og tog imod første hold elever i begyndelsen af 2019. De bor og får undervisning få skridt fra Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur.


Festivalværdier bredes ud

Slægtskabet med Roskilde Festival er ret markant. Og det er ikke tilfældigt. Festivalens fundament af foranderlighed, frivillighed, foreningsliv, samarbejde på tværs og ikke mindst musik er ført videre i udviklingen af Musicon.

gallery_large


Lokale bands com Cryosphere får masser af spilletid på Rabalder-festivalen i Roskildes kreative bydel, Musicon. Foto: Råstof Roskilde

Også mange andre steder i Roskilde er der initiativer, som udspringer af musikbystrategien. Målet er, at musik skal være en integreret del af hverdagen for borgerne i hele kommunen. For at binde alle de mange indsatser sammen og skabe endnu flere synergieffekter ansatte Roskilde Kommune i foråret 2018 Mikael Pass som Musikby-supervisor.

Med bred organisatorisk erfaring inden for musik- og festivalmiljøet, fra vært på radioprogrammet Det Elektriske Barometer, til kunstnerisk udviklingschef på Vega, og leder af Frost festivalen, mærker Mikael Pass en særlig ånd og dynamik i Roskilde.


”Med rødderne solidt plantet i Roskilde Festivals ånd og værdier er det tydeligt i hvilken grad, at foreningslivet, de kommunale kræfter og erhvervsliv har udviklet sig i samspil med hinanden og med musikken som fælles DNA og referenceramme. Arbejdet med at udvikle Roskilde, og særligt Musicon, som musikby adskiller sig fra andre kulturbyer, ved ikke kun at fokusere på koncertarrangementer og oplevelsesøkonomi, men også på musikkens potentialer til at løfte kernevelfærden i forhold til sundhed-, social- og boligpolitik. Det sker ud fra en forestilling om, at musik og kultur ikke kun er adspredelse i fritiden, men vigtige elementer i forhold til at skabe bedre, sundere og rigere livsvilkår for mennesker i det hele taget,” siger Mikael Pass og fortsætter:

”Det er en strategi som forudsætter både viden, udstrakt integration, og opbakning lokalt, for at lykkes, og det oplever jeg er tilfældet. Dette ud fra tanken om at kunst og kultur er ’ej blot til lyst’.”

gallery_large


Musicon-bydelen huser størstedelen af øvelokalerne i Roskilde Kommune.

En original, kreativ landsby

At Roskilde Kommune er nået langt med sine ambitiøse planer, er tydeligt, når man slentrer en tur gennem Musicon. Museet Ragnarock er med sin moderne, gyldne facade et markant vartegn, som ligger side om side med store, rå betonhaller. Her foregår et væld af events i løbet af året. Loppemarkeder, kunstudstillinger og firmaarrangementer trækker mange besøgende til bydelen, ligesom øvelokaler, danseteater, arbejdende værksteder og skatermiljøet er faste trækplastre for mange mennesker året rundt.


Selv om udviklingen går hurtigt i disse år med mange nye byggerier på vej, har Musicon stadig et præg af en original, kreativ landsby, hvor der er plads til alle slags mennesker og ideer. Andreas Høegh er leder af det sekretariat, som Roskilde Kommune for 10 år siden placerede i bydelen for at være helt inde i hjertet af udviklingen. Faktisk har han været med helt fra den spæde start, hvor området blot var en mennesketom, forladt industrigrund.

gallery_large

Skatermiljøet er med til at skabe liv på Musicon året rundt.


Livet før byen

”Livet før byen har været et afgørende strategisk parameter i visionen. Der er talrige eksempler på byudvikling, hvor man først skaber de fysiske, arkitektoniske rammer, og så håber at kulturen, bylivet, caféerne og kreative miljøer herefter opstår af sig selv. Det er langt fra altid tilfældet, at det lykkes at skabe liv på den måde. Musicon er derfor udviklet uden en masterplan. Politikerne har valgt at gå frem i etaper for at tilpasse sig virkeligheden og brugernes behov. Først inviterede de forskellige kreative kræfter ind i de eksisterende bygninger. Siden har de stærke miljøer har været afgørende for, at Musicon er blevet en anderledes bydel med ”ægte” liv. Det skal vi bygge videre på sammen med ildsjælene – også når vi gradvist får flere og flere permanente rammer i form af boliger, butikker, kontorer og stærke kulturelle institutioner,” siger Andreas Høegh.

gallery_large


Til Rabalder19 lørdag den 31. august er popduoen Back to Back blandt hovednavnene. De mange aktiviteter er i øvrigt gratis. Pressefoto

Rabalderfestival samler folk

Når Rabalder afholdes lørdag den 31. august, er det 10. gang, at bydelen inviterer til kulturfestival. Det er stadig foreninger, virksomheder og kulturinstitutioner, der står sammen om festivalen, som er et udstillingsvindue for alt det, der foregår til dagligt i Muscion. Derfor kan man både opleve artister tilknyttet øvelokalerne, dans, teater, gadeidræt, kunst, workshops og mad og drikke fra og de mange små virksomheder og foreninger.


”Det er en festival, hvor hele familien kan deltage. De mange forskellige aktiviteter viser, hvor langt Roskilde er kommet med Musicon-strategien, og hvor man gerne vil hen – også som attraktivt erhvervs- og beboelsesområde,” fortæller musikbysupervisor Mikael Pass.

Udover lokale aktører kan man blandt andet høre 80’er-popgiganterne Back to Back, og tidligere på dagen sørger Sebastian Klein for, at den yngre del af publikum bliver behørigt underholdt og udfordret.

Se det fulde program her:


https://musicon.dk/musicon/kulturfestival-rabalder

ANNONCE