GAFFA – alt om musik
Den navnkundige rapgruppes bagkatalog udkommer på samtlige streamingtjenester med undtagelse af Tidal
Fans af indflydelsesrige og succesfulde albums som 3 Feet High and Rising fra 1989 og Buuhloone Mindstate fra 1993 kan snart se frem til, at den skelsættende amerikanske rapgruppe De La Soul udgiver deres bagkatalog på streamingtjenester som Spotify og Apple Music. Ifølge Rolling Stone har bandet gennem længere tid været i konflikt med deres pladeselskab Tommy Boy Records angående online adgang til deres musik. Nu lader det til at konflikten får et punktum. Og dog…
De La Soul, som tæller de tre medlemmer Posdnuos (Kelvin Mercer), Trugoy (David Jolicoeur) og Maseo (Vincent Mason Jr.), har nemlig udtrykt deres utilfredshed med denne afgørelse, da de mener, at deres kontrakt er uretfærdig og ubalanceret. I et opslag fra trioens officielle Instagram lyder det:
”Efter 30 års god musik og tilbagebetaling af gæld til hiphop vil De La Soul desværre ikke høste frugterne af deres arbejde. 90 procent af jeres køb vil stort set gå til Tommy Boy og 10 procent til De La. Mange tak”
Artiklen fortsætter under opslaget:
Skønt fans kan se frem til den nyfundne adgang til trioens musik, er bandet ikke tilfredse med streamingtjenesternes adgang til deres repertoire. Dog har platformen Tidal, som er ejet af rapper og entrepeneur Jay-Z, nægtet at udgive De La Souls musik i solidaritet med rapperne.
Trugoy udtaler, at gruppen er taknemmelige for denne gestus: ”Det er rart at vide, at folk er opmærksomme på den slags nonsens og anerkender og støtter kunstnerne”.
Tidligere på måneden kunne GAFFA bringe nyheden, at EU’s politiske forhandlere var nået til enighed om en aftale angående reformen af ophavsrettigheder på internettet. Reformens formål er blandt andet at sikre kunstneres rettigheder og muligheder for at forhandle bedre kontrakter med diverse tjenester.
LÆS OGSÅ: Aftale på plads om omdiskuteret ophavsretsreform
De La Soul giver den 21. maj 2019 koncert i Royal Arena, København som del af koncerten Gods of Rap, hvor legendariske navne som Wu-Tang Clan og Public Enemy også optræder.
LÆS OGSÅ: Wu-Tang Clan, Public Enemy og De La Soul til Danmark