Nyhed

Populær DR-vært udgiver album – se første video

GAFFA – alt om musik

Værten skifter kurs tilbage til musikken

Mange kender ham som den hårdtslående vært på DR1's forbrugermagasin "Kontant" og som korrespondent i London og andre steder, men Jakob Illeborg er også musiker. I nullerne var han sanger i det London-baserede band Warwick Avenue, der udgav et album på det prestigefyldte pladeselskab Columbia (Leonard Cohen, Bob Dylan, Bruce Springsteen, The Raveonettes med flere) – nu vender han tilbage til musikken med sit første soloalbum, der udkommer 29. marts. Førstesinglen "Emotional Botox" er netop udkommet, og du kan ovenfor se den tilhørende video, hvor Illeborg slår sig løs på en bar på Christianshavn.

LÆS OGSÅ: DR2-vært går tilbage til musikken


Om sangen "Emotional Botox" siger Illeborg:

– ”Emotional Botox” er, som titlen antyder, en sang om at få ting til at se bedre ud, end de er. Den er skrevet efter et stort brud med mit gamle band. Den er også det første, der blev indspillet til den kommende plade. Flere af musikerne i studiet er fra Warwick Avenue, og det var første gang, vi spillede sammen i en årrække. De havde ikke hørt teksten, der har direkte referencer til vores brud. Man kan faktisk høre, at trommeslageren, Kristoffer Sonne, fanger det, da jeg refererer til det hus, vi boede i sammen på Broomwood Road i London i tredje vers. Han fyrer en lilletrommesalve af som svar på tiltale. Der er flere planer i teksten om at få kunstig hjælp til, at hverdagen virker bedre. Man kan selv vælge sin analogi.

Musikken er helt igennem håndspillet. Horn og gospelkor møder en klippefast rytmegruppe med blandt andet den tidligere Savage Rose-bassist Anders Christensen, og den energiske stil er inspireret af store navne som Van Morrison og Brunce Springsteen. Albummet er indspillet i Sweet Silence Studios i Danmark, bortset fra gospelkoret, der er indspillet i Squat Sound i England, og det er mikset af Flemming Rasmussen (Metallica, Sort Sol, Anne Linnet med flere). Jakob Illeborg fortæller:


– Oprindeligt var albummet tænkt som en minimalist-plade med kun trommer, bas og guitar, men det stod hurtigst klart, at det var oplagt med Hammondorgel, horn, gospelkor og hele pivtøjet. Vi prøvede at indspille uden click – altså uden computer-hjælp. Det virkede så godt, at det ligesom blev omdrejningspunktet for hele albummet. Så det stiger og falder lidt i tempo på den fede, levende måde.

Mange er numrene er skrevet på hotelværelser rundt om i verden, når journalisten har haft brug for et break fra arbejdet. Om karriereskiftet udtaler han:

– Jeg har haft 10 fantastiske år på DR, som korrespondent og tv-vært. Ikke mindst mit arbejde med Kontant har bragt mig rigtig tæt på mange danskere, og det har været stort at være seernes vagthund. Nu skal jeg gø til min egen musik, og det bliver fedt. Jeg lover, at jeg vender tilbage til journalistikken på et senere tidspunkt, så det er ikke et farvel, men et på gensyn. Men nu skal det for en tid handle om musik, og jeg glæder mig og håber, at de mange mennesker jeg har lavet tv for, vil give min musik en chance.


LÆS OGSÅ: Verdens største bands, der floppede

Musikerne på albummet er som følger: Jakob Illeborg, sang og mundharpe. Kristoffer Sonne, trommer, Anders Christensen, bas. Nikolaj Torp Larsen, Hammondorgel, Rune Funch, guitar. Kasper Tranberg, trompet. Jakob Dinesen, tenorsax. Lars Hartvig, Baritonsax. Mads Hyhne, trombone. Glenn Scott and his choir, kor.

ANNONCE