Nyhed

VIDEO: Alexander Oscar i duet med svenske Svea – album på vej

GAFFA – alt om musik

Debutalbummet udkommer næste fredag

Alexander Oscar er klar med en ny single, "Complicated", og en tilhørende musikvideo, og denne gang synger Oscar duet med den svenske sangerinde Svea. Se musikvideoen ovenfor.

Sangen blev skrevet på et par timer, da de to tilfældigt mødtes i det samme studie i Stockholm i oktober sidste år. Alexander Oscar fortæller:


– "Complicated" handler om et forhold, hvor man ikke kan kommunikere. Der bliver ikke talt om problemerne, eller hvordan man har det, og det resulterer i, at begge parter overbeviser sig selv om, at den anden ikke har de samme følelser mere. I virkeligheden elsker begge parter dog hinanden som før, men de ved det ikke, fordi de ikke kommunikerer. Man kan sige, at budskabet i sangen er, at man nogle gange kan overtænke og ødelægge mange muligheder for sig selv, fordi man ikke tør konfrontere problemerne, man står overfor.

Svea tilføjer:

– Det hele kom meget naturligt. Vi havde en virkelig god dag i studiet, og vi skrev sangen på et par timer. Det var aldrig mening, at det skulle være en duet, men jeg er glad for, at den blev det. Jeg elsker sangen.


Svea er en kun 18-årig svensk sangerinde og sangskriver, der ligesom Robyn, Tove Lo og Icona Pop har gået på Rytmus Music High School i Stockholm. Svea har haft radiohits som "Selfish" og "Don't Mind Me".

LÆS OGSÅ: Interview med Alexander Oscar – fra sceneskræk til guldplade

Alexander Oscar udgiver sit debutalbum Highs & Lows fredag den 18. januar. Albummet udkommer efter et år, hvor Oscar har hittet stort med singlen "Number", der er blevet streamet mere end 15 millioner gange på Spotify, og desuden udgav singlerne "Coffee Table" og "Question Mark", der også er blevet streamet en del.


Alexander Oscar spiller sine første to headliner-koncerter den 31. januar på Atlas i Aarhus og 1. februar på Hotel Cecil i København. I 2018 optrådte han på Spot Festival, hvor han fik en ganske pæn anmeldelse af GAFFA.

LÆS OGSÅ: Fra Aarhus med kurs mod den internationale popscene

 


 

ANNONCE