Nyhed

Hugo Helmig højeste nyhed på hitlisten

GAFFA – alt om musik

Benal sejrer på vinylfronten

Det er onsdag og tid til offentliggørelse af ugens officielle danske hitlister. Hugo Helmig står for ugens højst placerede nyhed på albumhitlisten, idet hans debutalbum Juvenile går ind på en 11. plads. Førstepladsen besættes af musikken fra MGP, der skubber sidste uges etter, Lady Gaga og Bradley Coopers soundtrack til filmen A Star is Born ned på en andenplads. Ariana Grande, der i sidste uge vandt to GAFFA-Priser, ligger nummer tre med Thank U, Next.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen – Og vinderne er...


Næste nyhed er Kandis, der går ind på en 14. plads med Jubilæum – 30 år 1989-2019, Solange er ny som nummer 21 med When I Get Home, Mike Tramp debuterer på en 26. plads med Stray from the Flock, og Lil Skies går ind som nummer 34 med Shelby.

Vinyllisten toppes af endnu en GAFFA-Prisen-vinder, Benal og deres Benjamin og Albert, der samtidig er en nyhed. Det samme er toeren, Mike Tramps Stray from the Flock, mens tredjepladsen besættes af ibens og det GAFFA-seksstjernede album carstenshenrikskristians, der går ned fra sidste uges andenplads.

LÆS OGSÅ: Danmarks største popgruppe er... ibens?


Statement er ny på en 11. plads med Force of Life, Asger Techau indtager hitlisten som nummer 16 med Descendence, Tom Petty & The Heartbreakers går ind som nummer 29 med The Best of Everything, Bryan Adams debuterer på en 30. plads med Shine a Light, og endelig går Robert Forster ind som nummer 35 med Inferno.

Tracklisten toppes igen i denne uge af Lady Gaga og Bradley Cooper med "Shallow", mens Post Malone er nummer to med "Wow.", og Ariana Grande ligger nummer tre med "7 Rings".

Nye på tracklisten er Bro med "Døgnrytme" (nummer 20), Jonas Brothers med "Sucker" (nummer 22), Chris Burton med "Love Letters" (nummer 32) og endelig Lord Siva feat. Vera med "Paris" (nummer 35).


Læs alle ugens hitlister her

ANNONCE