GAFFA.dk – alt om musik
Nana Jacobi rammer de højeste toner i smukt landskab
Den danske sangerinde og sangskriver Nana Jacobi har netop udgivet singlen "Sneblind" og den tilhørende, meget smukke musikvideo af Ewa Mos. Sangen kulminerer i et himmelstræbende fløjteregister-skrig, som nok ikke er hørt vildere siden Mariah Careys storhedstid i 90'erne, men her er brugt i en noget anderledes kunstnerisk kontekst.
Nana Jacobi har udgivet tre engelsksprogede album og en ep i årene 2006-2015, og sidste år udsendte hun sin første single på dansk, "Pige", der nu bliver fulgt op af "Sneblind". Desuden er hun en af stifterne af musikersammenslutningen Hun Solo, der sætter fokus på kvindelige musikere med især koncerter og desuden har et pladeselskab, Hun Solo Records. Om den flotte video til "Sneblind", som du kan se nedenfor, fortæller hun:
– Videoen er optaget i mit barndoms-landskab i Tornby i Nordjylland. I videoen skildres store åbne vidder ved Vesterhavet, i klitterne, ved stranden, ved vandreklitten Rubjerg Knude, i den omsluttende skov. Vi filmede blandt andet med drone, og det var helt mindblowing fantastisk at se det landskab, som både min krop og mit sind kender så ufattelig godt – fra oven! En helt ny oplevelse. Ewa Mos, som står bag videoen, har skabt nogle vilde billeder, hvor man tænker: er det virkelig i Danmark, det dér?
"Sangen markerer et point of no return i dit liv", har jeg hørt. Er det noget, du vil fortælle lidt mere om?
– "Sneblind" er skrevet en vinter, hvor jeg havde en virkelig svær periode. Mit arbejdsliv var splintret og faldet fra hinanden, og jeg havde kørt mig selv fuldstændig i sænk ved at køre i et meget, meget højt, intenst gear i alt for lang tid. Den vinter kollapsede jeg og nåede en tilstand af total udmattelse og opgivelse. Jeg var klar på at opgive alt, hvad jeg har brændt for og troet på, og bare gå i “nul-tilstand”. En af disse dage stod jeg i min stue og kiggede ud på haven. Det var en snevejrsdag uden vind, så sneen lå tyst som en tyk dyne hen over alting – træer, buske, plæne. Det syn afspejlede min egen tilstand – at være holdt fast og tynget nede. At være i stilstand. At føle sig ufri. Min (af)reaktion var at skrive om det. Et lille mærkeligt digt, som senere skulle blive omskrevet til en sangtekst – nemlig "Sneblind".
Du går op i det vilde fløjteregister, hvor kommer det fra? Det synes jeg da ikke at have hørt dig bruge før. Hvorfor gør du det, og bliver det en del af dit kunstneriske udtryk fremover?
– Jeg har faktisk en sang på mit allerførste album This Is It, hvor jeg bruger fløjteregisteret i et nummer, der hedder "Walking in Circles", som jeg udviklede sammen med Jeppe Kjellberg – guitaristen fra WhoMadeWho, der spillede i mit band dengang. Men nej, jeg har faktisk ikke brugt det siden, og først med "Sneblind"-sangen kom det på banen igen. Sneblind har den dér storladne dramatik og kaldte på det. Og måske har jeg også først givet mig selv lov til at folde den dramatik helt ud nu.
– Jeg husker at tænke, at jeg gerne ville skrive en storladen, emotionel, melodisk popballade – og så lige efter føle en form for skam! Det er virkelig skørt, men jeg har bevæget mig i nogle netværk, hvor der ofte dyrkes udtryk, der enten er underspillet indie-sarte eller progjazzrock-impro-
Du udgav din første dansksprogede single sidste år efter tre album og en ep på engelsk, og nu kommer denne her så. Hvorfor er du gået over til at synge på dansk, og bliver det stilen fremover?
– Der kommer et helt album på dansk i 2020. "Pige" var første single, og "Sneblind" er anden single. Det danske sprog meldte sig selv på banen som en form for overlevelsesterapi i en livskrise, som før nævnt, og siden har jeg haft optur over at arbejde med mit modersmål. Jeg kan godt lide sprogets kantede fonetik. At det ligger lidt mere firkantet i munden, i modsætning til det runde engelske. Og jeg kan godt lide at lege med alle de sproglige referencer, vi har i ordsprog og talesprog og så videre. Min morfar var Heretica-digteren Paul la Cour, som var rigtig stor i 40’erne og 50’erne (Heretica var et dansk litterært tidsskrift i årene 1948-53, red.), så jeg er også vokset op med hans digtsamlinger i reolen. Og er desuden meget optaget af nutidige danske digtere. Jeg bliver meget inspireret af sproget.
Musikalsk er "Sneblind" også lidt en ny stil fra dig, det er både lidt mere elektronisk og mere storladent end tidligere, er det også den retning, du vil gå i fremover, eller? Og hvorfor har du truffet dette valg?
– I Kristoffer Søndergaard fandt jeg en producer og en lyd, jeg har ledt efter i årevis! Han kan forløse det eventyrlige, længselsfulde, drømmende, samtidig med et råt og vildt avanceret beat. Noget af det, jeg elsker ved elektronisk musik, er – helt Alice-i-eventyrlandsk – at kunne forsvinde ind i et eventyrligt, cinematisk fantasiunivers. Det har måske også noget at gøre med, at lydens kilde ikke altid er identificerbar. Når menneskehjernen ikke kan definere: “guitar, klaver, saxofon”, men oplever på et mere abstrakt niveau, så stimulerer det lytterens meddigtning på en anden måde. For eksempel har Kristoffer beskrevet, hvordan han har bygget beatet til "Sneblind" op ud af lydfiler med støj, som han har komprimeret og manipuleret, og på den måde skabt sin egen orden i kaos.
– Men faktisk vil du nu kunne finde en hel del storladen dramatik i mit bagkatalog. Det har bare ikke været de sange, som pladeselskaberne har anbefalet som singler! Nu er jeg jo selv medejer af HUN SOLO RECORDS, som "Sneblind" udkommer på. Så sammen med mine to kumpaner Kirstine Stubbe Teglbjærg og Anya Mathilde Poulsen bestemmer jeg nu heldigvis fuldstændig selv, hvordan jeg vil gøre det, hvad der giver mening rent kunstnerisk, og hvad der føles frigørende, energifyldt og rigtigt. DET er sådan en empowering følelse!
Hvad kan vi ellers forvente fra dig i den kommende tid?
– Jeg har som sagt et fuldt album på vej i 2020 – på dansk og på elektronisk, som Kristoffer har produceret. Jeg synes – helt u-jantet – at det er nogle pissegode sange, vi har fået lavet. I en tid, hvor meget sangskrivning starter i computeren, og hvor produktionerne fylder meget i en stor del af den musik, der får taletid, der har jeg omvendt startet med tekst og melodi og gået efter, at de skal være rygsøjlen i numrene. Så selvom vi klæder sangene på med detaljerede og flotte produktioner, så står melodi og tekst som sangenes kerne. Og alle sangene ville også kunne fungere solo ved et klaver, hvis det skulle være. Jeg holder meget af den gode melodi.
