GAFFA.dk – alt om musik
William DuVall giver to solokoncerter når han gæster Atlas og Hotel Cecil i 2020
Alice In Chains-frontmand og -guitarist William DuVall har netop annonceret, at han giver to danske solokoncerter, henholdsvis på Atlas i Aarhus den 21. april 2020 og på Hotel Cecil i København den 23. april 2020.
William DuVall udgav i fredags sin solodebut One Alone, hvorpå de akustiske arrangementer og DuValls vokal er sat i front, og i kølvandet på denne plade gør Alice In Chains-forsangeren stop i Aarhus og København til næste år.
I 2006 blev William DuVall forsanger for det legendariske grunge-band Alice In Chains, efter at den oprindelige sanger, Layne Staley, døde af en overdosis i 2002. DuVall har udsendt tre album med gruppen og har givet utallige live-optrædener.
LÆS OGSÅ: Alice In Chains – Den umiskendelige signatursound
I start-80’erne blev den nu 52-årige William DuVall medlem af Atlanta-hardcorebandet Neon Christ og har siden udfoldet sin markante rockstemme i grupper som Comes With The Fall, BL’AST! og supergruppen Giraffe Tongue Orchestra.
Alice In Chains spillede på dette års NorthSide og gav sidste år koncert på Copenhell, hvor DuVall & co. modtog fem ud af seks stjerner af vores anmelder.
LÆS OGSÅ: Tung regn fra Seattle
Billetsalget til William DuValls to danske koncerter starter fredag den 11. oktober klokken 10.
Billetterne til Atlas kan købes her, og billetter til Hotel Cecil kan købes her.