x

Alice In Chains – Den umiskendelige signatursound

Alice In Chains – Den umiskendelige signatursound

Et slag på tasken: Skal vi sige, at 99 ud af 100 dedikerede tungrock-fans vil gætte, at det er Alice in Chains, vi har med at gøre efter at have hørt cirka 10 sekunder af åbningsnummeret Hollow fra bandets nye album The Devil Put Dinasours Here, og at vi måske ryger op i 999 ud af 1000, når vokalen sætter ind små 40 sekunder senere. Vi taler signatursound, der har sat sit mægtige aftryk på den hårdere del af rockgenren, siden bandet dukkede op for en bredere offentlighed tidligt i 90'erne. Jerry Cantrells langsomme, fyldige, tunge, tit vredne guitar-riff og den ofte tostemmige, stenede leadvokal, der har gjort bandet til grunge-metallens svar på The Everly Brothers (tænk hvis de en dag lavede et cover af Wake Up Little Susy!).

Og det vel og mærke fra et band, hvor indehaveren af foretagenets indiskutabelt mest markante stemme, Layne Staley, har ligget i graven i over efterhånden 11 år. I rollen som den nye dreng i klassen har William Duvall haft nogle store sko at fylde ud. Alice in Chains var, som de fleste vil vide, en af de fire store i Seattle/Grunge-æraen fra start-90'erne – en rockbølge, der ikke siden er matchet i global gennemslagskraft.

– Da bandet genopstod omkring 2005 spillede vi bare lidt for sjov uden nogen form for fremtidig agenda om turneer eller indspilningsplaner. Og jeg har fra starten gjort det klart, at hvis de ville have mig med på holdet, så var det mig de fik – og ikke en Layne Staley-imitator. Jeg har været i branchen længe, har en lang historie bag mig inden for punk og rock, jeg er sangskriver, har været labelmand, og jeg synger og spiller guitar, så jeg har hele tiden haft selvtilliden i orden, kan du sige.

Rette mand
Og efter manges mening har han haft noget at have den i. Efter første koncert med det gendannede orkester faldt Staleys mor Duvall om halsen og opfordrede ham til at fortsætte, hvor sønnen slap, og hvad fans og anmeldere angår, er den generelle opfattelse, at Duvall er rette mand til jobbet, og at Alice In Chains er et band, der ikke kun har grund til kigge i bakspejlet. Comeback-albummet Black Gives Way To Blue fra 2009 var såvel en pæn anmelder- og publikumssucces – uden dog at opnå den oprindelige epokes indflydelse – og første single Hollow fra det kommende album The Devil Put Dinasours Here, har nået førstepladsen på såvel Mainstream som Active Rock Radio-listen på Billboard i USA.

Som nævnt tager man ikke fejl af, hvem man har med at gøre, selvom Jerry Cantrell i interviews har travlt med at fortælle om det "helt nye territorium", Alice in Chains betræder denne gang. Ved nærmere lyt er bandet blevet mere melodiske, mere mainstream vil nogen mene, i flere af de dugfriske sange i forhold til den oprindelige epoke, hvilket også kunne høres på forgængeren.

– Vi har at gøre med et band, som har en stærk signatur-"sound", det er klart. Samtidig kommer der nu en ny stemme ind i billedet, hvilket gør at man får en blanding af noget velkendt men med en ny vinkel og kant. Og overordnet set kan du sige, at vi samlet set er et helt andet sted som mennesker og musikere end midt i den heksekedel, bandet befandt sig i i sin tid, vurderer Duvall.

En tid, han selv oplevede fra tilskuernes rækker dengang.

– Jeg nåede aldrig at møde Layne Staley, men som publikum var jeg meget imponeret over Alice In Chains. Jeg kan huske, at jeg så en af deres koncerter med en af mine venner fra Black Flag (top-legendarisk amerikansk punkfænomen, red.) og tænkte: "Wow, de her drenge har virkelig power, og den fyr har den vildeste stemme!" Jeg blev tidligt opmærksom på scenen, og jeg var specielt blæst væk af Soundgardens tidlige ting. I det hele taget er jeg imponeret over og inspireret af den måde, Seattle-grupperne i det store hele – med integriteten i behold – tacklede den afsindige eksponering, som det, der oprindeligt var en undergrundsscene, blev udsat for.

Kunne ikke være bedre
Integritet, måske, men ikke alle overlevede. Myterne om Cobains rygende pistol og Staleys groteske forfald og endeligt er gennemtyggede, men hvad færre ved er, at den gamle Alice-bassist, Mike Starr, også tjekkede ud af tilværelsen i 2011. Igen et dødsfald relateret til stof- og alkoholmisbrug. Er det bare sådan, at der hænger en mørk, morbid sky over Alice in Chains, hvis tekster på hovedværket Dirt, er udpenslet makabre og dødsfikserede, uanset hvor mange år, der går?

– Nej, det kan jeg fuldstændig dementere. Vi er alle i super-god fysisk som psykisk form, og har det fantastisk, det kan jeg garantere dig for, afslutter William Duvall smilende og selvsikkert og lover alle, der tropper op til Copenhell, én på opleveren.


Copenhell 2013:

Allerøverst på årets plakat fra Copenhell kan man læse bogstaverne "Alice in Chains", der givet forårsager kuldegysninger hos ikke så få tilhængere af den hårde tråd. En tungmetallisk sværvægter, der også trækker på elementer fra andre genrer, således også hos sanger og guitarist William Duval, der har sine primære rødder i den amerikanske hardcore punkscene fra 80'erne og 90'erne. Det betyder dog ikke, at det metalliske hjerte ikke banker, og ved en hurtig gennemgang af årets Copenhell-plakat, reagerede Duvall begejstret på flere artister. Her er guiden til Williams personlige Copenhell:

King Diamond: – Fedt, at han kommer, jeg elsker den mand. Det går helt tilbage til Mercyful Fate, som jeg altid har fulgt. Og det er ikke kun noget, der hører fortiden til. Da vi indspillede den nye Alice-plade, sad jeg og produceren Nick Raskulinecz flere gange i kontrol-rummet og blæste op for gammel Mercyful Fate. Efter det, var vi ligesom genopladet til at arbejde videre med vores eget og give den gas.

Down: – Også en gammel favorit, som jeg rigtigt gerne vil se. Jeg kan huske, da Down havde sit andet album ude omkring 2002 (Down II: A Bustle In Your Hedgerow – strofe nappet fra Led Zeppelins Stairway To Heaven, red.). I det band, jeg turnerede med dengang (Comes with The Fall, red.), hørte vi den Down plade hver evig eneste dag, simpelthen.

Accept: – Gode gamle Accept holder stadig fanen højt. Det er ikke så længe siden, jeg så dem i L.A. Udo (Dirkschneider, stifter og sanger, red.) holder stadig fanen højt.

In Flames: – Interessant. Jeg kender dem faktisk ikke så godt, men har hørt rigtig meget godt om dem. Så det er et band, jeg meget gerne vil tjekke ud, hvis tiden er til det.

Hvem er William Duvall?

Hvor langt de fleste rockfans kan nikke genkendende til navne som Jerry Cantrell og Layne Staley, var der flere, der sagde "hvem?", da det genforenede Alice In Chains genopstod fra graven i midten af det sidste årti med den mørke afro-dude, William Duvall, i front. Ved nærmere eftersyn var der dog langt fra tale om en grønskolling i branchen. Duvall, der er født i 1967, var helt tilbage i perioden 1983-86 fremme i skoene i det Atlanta-baserede punkband Neon Christ, der havde tætte relationer til mere kendte Corrison Of Conformity, og brugte resten af årtiet på såvel guitar og vokal i grupperne Bl'ast og No Walls, der befandt sig i spændingsfeltet fra hardcore punk til Hendrix.

Duvall har også været pladeselskabsmand og skrevet musik til andre, hvilket indbragte ham en ASCAP Award i 1994 for sangen I Know, fremført af hiphop/soul-sangerinden Dionne Farris. I midten af 90'erne dannede Duvall glam-rockbandet Madfly, som udgav to album i 90'erne, inden de skiftede navn til Comes With The Fall, som også udgav to album, og som i 2001 spillede både support for Jerry Cantrell på hans solo-turné og som backingband for selvsamme. Så da Cantrell begyndte at vejre morgenluft for sin gamle sværvægter, vidste han præcis, hvor han skulle kigge efter Staleys erstatning, og siden 2005 har Cantrell og Duval stået for såvel vokalerne som guitar-sporene i Alice In Chains, der ser ud til at have genvundet fans og en central placering på den tunge del af dagens rockscene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA