Nyhed

Foo Fighters’ Taylor Hawkins og Dave Grohl ude med glam-rock-single

GAFFA.dk – alt om musik

“Middle Child” er fra Foo Fighters-trommeslagerens kommende album

Trommeslageren fra Foo Fighters, Taylor Hawkins og sanger og guitarist Dave Grohl har slået hovederne sammen i en anden musikalsk konstellation end den, vi normalt kender.

Taylor Hawkins har nemlig hevet Foo Fighters-frontmand Dave Grohl ind i studiet for at lave glam-rock-sangen “Middle Child” fra trommeslagerens kommende album Get The Money med Coattail Riders.


Grohl bidrager med et forvrænget riff på den elektriske guitar, og Hawkins står for at spille de fremaddrivende glam-rock-trommer, mens han leverer harmoniserede vokaler og en nærmest corny sangtekst, der ikke kan andet end at genkalde den klassiske glitter-rocklyd.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Foo Fighters spiller “Everlong” med Anthrax-guitarists otteårige søn

Pladen Get the Money udkommer den 8. november og byder ud over “Middle Child” også på sangen “Crossed the Line”, hvor Grohl og den Danmarks-aktuelle Yes-sanger Jon Davison medvirker på. Derudover tæller gæstelisten Nancy Wilson, Queen-trommeslager Roger Taylor, Foo Fighters/Nirvana-guitarist Pat Smear samt Level 42-sanger Mark King, der fejrer 40-års jubilæum i Danmark med tre koncerter til næste år.


Hawkins' kommende album er hans tredje med Coattail Riders, der tidligere har udgivet et selvbetitlet debutalbum fra 2006 og Red Light Fever i 2010.

Foo Fighters udgav i 2017 deres niende album Concrete and Gold, som modtog fem ud af seks stjerner af vores anmelder.

LÆS OGSÅ: Solide stjernestunder og potente pletskud: Dave og drengene lyder tændte og revitaliserede på album nummer ni


ANNONCE