Nyhed

Robbie Williams er Boris Johnson i underholdende julevideo

GAFFA.dk – alt om musik

Johnsons forgænger bliver også parodieret i videoen

Robbie Williams har netop offentliggjort musikvideoen til sin sang "Can't Stop Christmas", og det er en ganske underholdende sag, som du kan se ovenfor.

Sangen handler om det usædvanlige år 2020, og hvad coronaen har medført af restriktioner og manglende muligheder for at se venner og familie, men som Robbie konkluderer i omkvædet: "You can't stop Christmas".


I den tilhørende video, instrueret af Dan Massie, ser man Williams både som sig selv og i rollen som den britiske premiererminister Boris Johnson ved dennes corona-opdateringer. Videoen indeholder også en finurlig reference til Queen-videoen "Bohemian Rhapsody", og vi ser ligeledes en parodi på den forrige premierminister Theresa May og hendes dansetrin, som May har fremvist både ved et statsbesøg i Sydafrika og ved den konservative partikongres, begge dele i 2018 – sidstnævnte til tonerne af ABBAs "Dancing Queen".

"Can't Stop Christmas" stammer fra en ny udgave af Robbie Williams' jule-dobbeltalbum, The Christmas Present, der udkom sidste år.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Frisk på en overdosis jul, så står fjollehovedet Robbie klar


Tidligere på måneden fortalte Robbie Williams i øvrigt, at han har dannet en ny, endnu unavngivet gruppe med to australske sangskrivere, Flynn Francis og Tim Metcalfe. Det er i øvrigt i år 25 år siden, han forlod Take That, der gik i opløsning året efter.

 

ANNONCE